Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Forår med forandringer hos Asger Juel Larsen

Med Mike Massoulier Eriksens exit til april, kommer der til at ske omstruktureringer hos danske herrebrand.
Med Mike Massoulier Eriksens exit til april, kommer der til at ske omstruktureringer hos danske herrebrand.

Man siger, at foråret er lig med nye muligheder, og det gør sig i den grad gældende hos Asger Juel Larsen. Efter små fire år ved roret som virksomhedens kommercielle direktør, har Mike Massoulier Eriksen valgt at gå nye veje.

“Timingen er jo aldrig rigtig, så det var noget jeg havde gået og spekuleret over i lidt tid. Det var ikke en nem beslutning, og Asger og jeg er rigtig gode venner” forklarer Mike og fortsætter:

”Men jeg afslutter min aktivitet i firmaet i en tid, hvor vi har etableret os som et stærkt herrebrand både i Danmark og i udlandet. Jeg synes, jeg stopper på et tidspunkt hvor AJL er på vej et rigtig godt sted hen, og er klar til at give stafetten videre.”

Da Mike Massoulier Eriksen startede i virksomheden, var den meget mindre kommerciel og mere eksperimenterende, forklarer han.

“Asger er en enormt talentfuld designer. Han og jeg arbejder meget forskelligt, hvilket har betydet, at vi har skulle mødes på midten mange gange – det tror jeg, har gavnet brandet i en god retning.”

Det er endnu ikke på plads, hvem der kommer til at overtage posten fra Mike Massoulier Eriksen. Indtil da gælder det om at fortsætte ud af de positive tangenter, selvom der vil at ske omstruktureringer internt i virksomheden, fortæller Asger Juel Larsen til Fashion Forum.

”I AJL arbejder vi målrettet efter hele tiden at være en toneangivende aktør på den danske og internationale modescene, og samtidig opnå endnu større kunstnerisk og kommerciel succes. For at dette kan ske, skal vi hele tiden udvikle os som virksomhed ved at definere vores visioner og ved løbende at evaluere, hvor vi er på vej hen.”

Det er dog ikke helt uden vemod, at Asger Juel Larsen tager afsked med sin forretningspartner og gode ven igennem flere år.

”Mike har en stor andel i, at vi efterhånden har opbygget en rigtig god og sund forretning i alle led fra design til salg. Arbejdet med Mike har været dynamisk og inspirerende, og vi kommer til at savne hans store engagement og drive. Vi stopper vores samarbejde på den bedst mulige måde, og jeg ser frem til at have ham som sparringspartner fremover.”

LÆS OGSÅ: “Nyt, men kendt ansigt hos Copen Hagen Agency”