Ugen inden Copenhagen Fashion Week skydes i gang har Dansk Mode & Textil foretaget en analyse af den danske modebranches tilstand og den giver grund til glæde. Analysen viser, at formen aldrig har været bedre for de danske modevirksomheder, hvilket kan tilskrives et øget salg på det danske marked for første gang i tre år, men især er det en voksende eksport, som skaber grobund for branchens vækst. Den samlede omsætning i modebranchen steg til 41,9 mia. kr., og heraf udgjorde eksporten 26,3 mia. kr. Dermed stiger den samlede omsætning 4 % i forhold til 2014, mens eksporten stiger 6 %.

 Tyskland og Storbritannien trækker op

Det er stadig Tyskland, som er det markant største eksportmarked for dansk modetøj. Sidste år steg eksporten af beklædning til Tyskland til 7,4 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 14 % i forhold til året før.

”I 2014 var stigningen på 6 %, så de danske modevirksomheder har virkelig intensiveret deres indsats på det tyske marked. I en rundspørge blandt vores medlemmer svarer hele 72 % at de forventer vækst på det tyske marked i løbet af det kommende halve år, siger Michael Hillmose, international chef og analyseansvarlig i Dansk Mode & Textil. Han understreger, at virksomhederne har god grund til optimisme:

”De positive forventninger understøttes af de reaktioner, vi har fået fra de mange danske virksomheder, som netop har afsluttet modemesserne i Berlin. De har intensiveret samarbejdet med de eksisterende kunder, ligesom de har fået tilgang af nye.”

Men den absolut mest markante vækst finder man i Storbritannien. Eksporten hertil steg 25 % i 2015, hvilket gør Storbritannien til branchens femtestørste eksportmarked med en eksport på 1,6 mia. kr.

”Det britiske marked har virkelig fået øjnene op for dansk mode. Vi ser nu nogle få store danske aktører samt en række mindre nichebrands, som har succes i Storbritannien, og det bidrager med flotte vækstrater. Og potentialet for yderligere vækst er afgjort til stede,” siger Michael Hillmose.

Dansk Mode & Textil forventer, at eksporten af beklædning i løbet af de kommende år vil fortsætte med at vokse, således at den inden for en overskuelig fremtid vil ramme 30 mia. kr.

LÆS OGSÅ: “Modeeksporten til Tyskland stiger fortsat”