Ifølge FDIHs (Foreningen for Dansk Internet Handel) seneste analyse blev 2015 igen rekordår for e-handel. Hele 86,8 mia. kr brugte danskerne online i 2015, hvilket er en stigning på 17,9% sammenlignet med året før. December måned blev, vel ikke overraskende, den måned med størst omsætning – 9,4 mia. kr blev der shoppet for. Ifølge analysen sendte de danske forbrugere omkring 30% af den samlede omsætning til udlandet, mens de resterende 70% gik til webbutikker i Danmark.

Internethandel har de sidste mange år oplevet to-cifrede vækstrater, hvert eneste år, og der er ingen grund til at tro, at det ikke fortsætter. Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv istemmer dette til Berlingske Business, da han konstaterer: ”Der er ingen tvivl om, at det er e-handlen, der primært driver væksten i detailhandlen i disse år,” siger han.

MobilePay er kommet for at blive

Dankortet løber med præmien som absolut mest populære betalingsform i Danmark. Ifølge FDIH, var der i 2015 således 100 mio. flere betalinger med Dankort end i 2014 – det svarer til en stigning på en kvart mio. overførsler hver dag. En del af stigningen kan især tilskrives at folk i den grad har taget MobilePay og Swipp til sig. MobilePay alene nåede hele 10 mio. overførsler bare i december måned.