Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Udland

Amerikanske roser til DAFIs grønne agenda

En artikel i New York Times fremhæver den danske indsats for en mere bæredygtig modebranche.
En artikel i New York Times fremhæver den danske indsats for en mere bæredygtig modebranche.

Gennem en årrække var mange af de største internationale brands mere interesseret i “greenwashing” – altså at pakke deres knap så bæredygtige tiltag ind i CSR-venligt markedsføringsgavepapir – end de var i faktisk at lave grønnere arbejdsgange.

Men det er ved at ændre sig, skriver New York Times, der endda fremhæver Danmark og ikke mindst Fashion Forums moderorganisation Danish Fashion Institute i samme åndedrag.

Diskussion om produktion

Nu efterspørger forbrugerne nemlig bæredygtige varer, skriver det toneangivende amerikanske dagblad, der citerer adm. direktør i Danish Fashion Institute Eva Kruse:

”Det er sandt, at folk altid spørger, hvordan modebranchen dog kan kalde sig bæredygtig, når moden i så høj grad handler om forbrug. Men mode kan være bæredygtig, hvis vi fokuserer på at sætte et mindre aftryk på miljøet og samfundet,” siger hun og fortsætter:

”Vi kommer ikke til at standse produktionen af tøj, men vi bliver nødt til at få en diskussion i gang om, hvordan vi gør det, vi gør, og om de mængder, vi producerer.” 

Fokus på modebranchen – også i USA

New York Times beskriver videre, hvordan selv Obama-administrationen er hoppet med på den grønne bølge ved at indbyde landets mode- og tekstilvirksomheder til at tage del i ”the American Business Act on Climate Pledge”, et program, der fokuserer på at reducere industriens CO2-fodspor.

Her fremhæves videre en række nordiske initiativer og værktøjer, der kan bidrage med arbejdet, og i særdeleshed beskrives det, hvordan Danish Fashion Institute arbejder i såvel Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island med at udvikle tekstilbiblioteket Fabric Source med mere end 1.500 eksempler på bæredygtige tekstiler.

Artiklen kommer vidt omkring – og den kan læses i sin helhed lige her.