Fashion Source er modebranchens nye online assistent
I dag lancerer Danish Fashion Institute modebranchens nye ”online assistent”, der skal gøre det billigere, lettere og mere effektivt at drive modevirksomhed i Danmark.Fashion Source, som onlineværktøjet hedder, har til formål at understøtte vækst og indeholder blandt andet databaser over certificerede producenter og bæredygtige tekstiler, en fælles indkøbscentral, muligheder for benchmarking og videndeling samt rapporter om og til branchen.
Sitet er skabt ud fra en grundtanke om, at de mindre modevirksomheder i fællesskab kan skabe bedre vilkår for deres forretning, fordi de sammen kan opnå bedre priser, mere professionelle ydelser, mere magt over underleverandører, uanset om det drejer sig om salg, lager og logistik eller økonomistyring. Kort sagt, forsøger Fashion Source at skabe stordriftsfordele for de virksomheder, der ellers ikke har størrelsen til stordrift.
”I Danish Fashion Institute har vi altid haft en stærk tro på, at samarbejde er vejen frem for den danske modebranche, hvis vi fortsat skal styrke vores fælles og egen position på den globale modescene. Det gælder uanset om vi taler bæredygtighed, modeuge eller drift og eksport. Vi tror på, at en samlet modebranche, der udveksler erfaringer og deler viden vil stå styrket nu og i fremtiden. Det er hele grundtanken bag Fashionsource.dk,” fortæller Eva Kruse, der er administrerende direktør i Danish Fashion Institute.
LÆS OGSÅ: “Indkøbscentral åbner med slagtilbud til modebranchen”
Fashionsource.dk er støttet af Københavns Kommune og Erhvervsstyrelsen med det formål at skabe bedre erhvervsvilkår for især de små- og mellemstore virksomheder i den danske modebranche. Derudover har Dansk Mode & Textil været en stor støtte i forbindelse med udvikling af sitet.
”Der er et stort vækstpotentiale blandt de små og mellemstore modevirksomheder. Men det er en stor udfordring at drive en mindre modevirksomhed, både hvad angår adgang til kapital, men også adgang til specialviden. Jeg håber, at et initiativ som Fashion Source vil gøre livet lidt nemmere for alle, og at sitet kan give modebranchen er skub i den rigtige retning,” fortæller administrerende direktør Thomas Klausen fra Dansk Mode & Textil.
FashionSource.dk er åben og gratis for hele modebranchen.
Ansvarlig for udvikling af Fashion Source er Henrik Ralf Nielsen, Head of Business Development, Danish Fashion Institute. Har du spørgsmål til sitet, er du velkommen til at kontakte ham direkte på henrik@danishfashioninstitute.dk.
FashionSource.dk er en del af Shared Facility Service, som er støttet af Københavns Kommune og Erhvervsstyrelsen. Projektet har til formål at undersøge, hvordan man kan skabe bedre vilkår for små og mellemstore virksomheder i de kreative brancher gennem stordriftsfordele og samarbejde på tværs af branchen.
FashionSource_pressemeddelelse