Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge, Navne

DAFIs Netværk og Dansk Mode & Textil ønskes sammenlagt

DAFIs Netværk indkalder sine medlemmer til ekstraordinær generalforsamling, hvor der skal stemmes om en fusion af medlemsforeningen DAFIs Netværk og Dansk Mode & Textil.
DAFIs Netværk indkalder sine medlemmer til ekstraordinær generalforsamling, hvor der skal stemmes om en fusion af medlemsforeningen DAFIs Netværk og Dansk Mode & Textil.

Når medlemsforeningen DAFIs Netværk afholder ekstraordinær generalforsamling torsdag den 10. december, er det særligt vigtigt, at alle medlemmer deltager med en stemmeberettiget repræsentant på generalforsamlingen. Der vil nemlig på generalforsamlingen blive stillet forslag om, at medlemsforeningen DAFIs Netværk og Dansk Mode & Textil fusionerer. Det fremgår af en indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i DAFIs Netværk, som netop er blevet udsendt til medlemmerne.

Den samlede bestyrelse for DAFIs Netværk anbefaler medlemmerne at stemme ja til forslaget.

“Da vi nu har fremtidssikret DAFI og CFW i det nye Design Society, har det været bestyrelsens vigtigste opgave at sikre fremtiden for DAFIs Netværk. En fusion med DM&T er i min optik en enestående mulighed for alle medlemmer, i DAFIs Netværk og DM&T, til at forene og styrke den danske modebranche,” siger formand for DAFIs Netværk Niels Eskildsen fra Designers Remix.

Det bakkes op af bestyrelsesmedlem i medlemsforeningen DAFIs Netværk Jens Obel fra DK Company:

”Jeg ser det her som en fantastisk mulighed for at få det bedste af to verdener på en gang. På denne måde kommer vi til at stå stærkt udadtil, og i disse tider er det enormt vigtigt for branchen. Jeg har ikke set stærkere fusion i nyere tid, og det er min opfattelse, at det er win-win for alle,” siger han.

Vil styrke branchen som helhed og frigøre ressourcer

”Efter mange år med splittelse i modebranchen, er det nu lykkedes DAFIs Netværk og DM&T at indgå i et samarbejde, som samlet set styrker den danske modebranche. Medlemsvirksomhederne i DAFIs Netværk får mulighed for mere sparring og mere rådgivning ved en sammenslutning af medlemmerne, og DAFI får frigjort en masse ressourcer, så der kan bruges endnu mere energi på at styrke dansk mode internationalt for eksempel gennem Copenhagen Fashion Week,” siger Jacob Kampp Berliner fra Soulland.

“Fusionen af de to medlemsforeninger udgør en væsentlig milepæl i arbejdet med at samle og styrke den danske modebranche på tværs af størrelse og segmenter. Sammenlægningen frigør en række synergier og fokuserer indsatsen til fordel for både eksisterende og kommende medlemmer, og jeg kan derfor uden forbehold anbefale DAFIs Netværks medlemmer at stemme ja,” siger Nicolaj Reffstrup fra Ganni.

Kun tale om en sammenlægning af medlemsforeningerne

Også fremtidens modeaktører, repræsenteret i DAFIs Netværks ved Mette Harrestrup fra KEA, opfordrer medlemmerne af medlemsforeningen DAFIs Netværk til at stemme ja til forslaget.

”I mit arbejde med at udvikle og kvalitetssikre dansk design uddannelse har jeg i dagligdagen en tæt kontakt med både DAFIs Netværk og DM&T. At disse to stærke aktører nu ønsker at fusionerer og lægge kræfterne sammen er en fantastisk nyhed for alle indenfor branchen,” siger hun.

Medlemmerne af DAFIs Netværk vil i næste uge modtage en uddybende redegørelse for forslaget.

Selskaberne Danish Fashion Institute og Copenhagen Fashion Week består som hidtil, altså er der kun tale om en sammenlægning af medlemsforeningerne.