Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Sneakersbutik relancerer sig selv for at følge med konkurrencen

Aarhusianske Shoe Chapter oplever vækst på markedet for sneakers, selvom den øgede konkurrence også gør fornyelse påkrævet.
Aarhusianske Shoe Chapter oplever vækst på markedet for sneakers, selvom den øgede konkurrence også gør fornyelse påkrævet.

I Latinerkvarteret i Aarhus ligger sneakersbutikken Shoe Chapter. Det er gået godt, siden Mark Sommerlund stiftede butikken for snart fem år siden, hvor han samtidigt startede onlinesalg. Men nu får butikken et løft.

”Der er stor konkurrence på sneakers området, hvor nye spillere er på banen. JD Sports Fashion åbner i Fields, mens Intersport tidligere har købt Athlete’s Foot. Derfor vil vi gerne give et lækkert udtryk til kunderne i butikken, hvor servicen også er i højsædet,” siger Mark Sommerlund, indehaver af Shoe Chapter, til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: ”Store sneakermærker går ind på det danske marked”

Han forklarer, at Shoe Chapter bevidst har valgt at blive liggende i Latinerkvarteret, selvom der var mulighed for at rykke til større lokaler.

”Latinerkvarteret er stedet, hvor der er specialbutikker, og her passer vi perfekt ind. I forhold til de store kæder er vi her en nichebutik, der kan håndplukke nogle styles, som har forbrugernes reelle interesse i stedet for at være en massevare,” forklarer indehaveren.

Shoe Chapter har haft et stort fokus på onlinesalg, og i forbindelse med renoveringen af den fysiske butik har Mark Sommerlund også skiftet logo og ændret hele den visuelle identitet for Shoe Chapter. Det betyder, at websitet får nyt visuelt udtryk.

LÆS OGSÅ: ”Nyt sneakermærke satser fra starten på eksport”

Generelt ser Mark Sommerlund en stigende popularitet inden for sneakerkulturen. Han mener, at mange forbrugere er mere bevidste om, at fodtøj skal være behageligt, og lige nu er der fokus på sportsmærker såsom Adidas, der bruger store frontpersoner.

”For 6-8 år siden var det utænkeligt, at der lå mange sneakerbutikker. Men jeg ser markedet bevæge sig, og jeg tror ikke, at andre butikker kan konkurrere på sneakers. Det er kun specialbutikker og store kæder, som vinder på det her,” siger Mark Sommerlund.

Shoe Chapter ligger på Badstuegade 18 i kælderen i Aarhus.