I duften af friske blomster, croissanter og smoothies blev Leif Sigersens jubilæum tidligere i dag fejret i Gubis to-etagers butik på Møntergade i Indre København blandt både klassisk og farverigt interiør og boligtilbehør fra blandt andre Greta M. Grossman and Mathieu Matégot.
LÆS OGSÅ: ”10 års jubilæumsfest: Reaktioner fra aftenen”
I 15 år var Leif Sigersen indehaver af butikken Gaven til Paven og efter seks år i New York, hvor han havde butikken The Butik med veninden og topmodellen Helena Christensen, vendte interiørstylisten tilbage til København i 2008.
Som ung troede Leif Sigersen at han skulle leve af at kreere smukke buketter, så ugen efter han var blevet student, blev han Tage Andersens første elev nogensinde.
Designsamarbejder med personlige referencer
Leif Sigersens 25 års jubilæum bliver markeret med ”speciel editions”-samarbejder med seks kunstnere og kreative, der har haft en personlig betydning for multikunstneren igennem årene.
De seks kunstnere, Leif Sigersen har indgået et designsamarbejde med, er Shiri Rosenzweig fra Carré smykker, Lars Juul, som er chefkonditor på La Glace, tekstildesigneren Anne Fabricius Møller, guldsmed Lene Vibe, keramiker Louise Gaarmann og topmodel og modefotograf Helena Christensen.
Leif Sigersen og Helena Christensen har arbejdet sammen om adskillige projekter for blandt andre Vogue, hvor Leif Sigersen har været stylist og Helena Christensen var fotograf på flere fotoserier.
Det er et venskab og en historie, som også kan ses i jubilæumssamarbejdet, hvor deres fotos fra modeserier er blevet omdannet til kræmmerhuse, der kan bruges som en af Leif Sigersens store passioner – nemlig julepynt.
LÆS OGSÅ: ”Designsamarbejde giver større kendskabsgrad”
De forskellige samarbejder i forbindelse med det 25 års jubilæum bliver forhandlet og udstillet i Gubis butik indtil jul – og for at signalere jubilæet, består de forskellige produktioner af 25 dele.
Foruden at være en travl mand med designsamarbejder og som stylist og blomstermand, driver Leif Sigersen også butikken LS ved Nyhavn i København.