Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Dansk brand er halvt ejet af kinesisk produktion

Et unikt samarbejde mellem An ounce copenhagen og en kinesisk producent gør, at de første tunge produktionsomkostninger for den danske virksomhed bliver udskudt.
Et unikt samarbejde mellem An ounce copenhagen og en kinesisk producent gør, at de første tunge produktionsomkostninger for den danske virksomhed bliver udskudt.

Designer Mie Tingsager og Rune Gade, der står for salg og indkøb, skaber tilsammen danske An ounce copenhagen. Firmaet blev etableret i 2014 og producerer primært i Kina. De to har stor erfaring på det kinesiske marked, hvor de begge har arbejdet og tilmed skabt gode kontakter.

”Vores firma er bygget sådan op, at vi (An ounce copenhagen, red.) er halvt ejet af en kinesisk producent. Når man starter op som et lille nyt mærke, så er der ofte mange, der knækker på, at man skal betale for varerne, længe før tøjet skal sælges, og man får pengene ind igen. Vores kinesiske samarbejdspartner investerer i os på den måde, at vi primært får produkterne, uden at der bliver rykket på regningerne lige med samme,” siger Mie Tingsager til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “VIA-studerende i kinesisk samarbejde”

De to stiftere af An ounce copenhagen mødte hinanden gennem deres nuværende producent i Kina, eftersom de begge har arbejdet for dem.

”Vi har valgt Kina, fordi Rune og jeg har arbejdet sammen med kinesere i en del år. Jeg startede for fem år siden, hvor jeg arbejdede på et brand til det kinesiske marked. Vores forkærlighed for Kina opstod sammen med idéen om et nyt brand, under vores ophold i landet,” fortæller hun.

Mie Tingsager mener ikke, at et nystartet dansk brand har de største muligheder for succes på det kinesiske marked ved at fokusere direkte på Kina. Derimod skal man, ifølge hende, skabe sig et navn i Danmark og den europæiske/vestlige verden, før kineserne får øjnene op for ens brand.

LÆS OGSÅ: “Alibaba opfordrer europæerne til at gå ind i Kina”

”I Kina er de meget mærkefokuserede og vil for eksempel gerne have Zara og H&M, da de kender til de mærker og ved, at de er fra Europa. Vores fremtidsudsigter er, at vi skal sælge på det kinesiske marked, men ikke lige nu,” siger Mie Tingsager.

Hos An ounce copenhagen har de erfaret, at tingene skal have flere funktioner for kineserne, men samtidig være simpelt i udtrykket. I samarbejdet med den kinesiske partner forsøger de, at fusionere de to verdener.