Laugenes Opvisning 2015 viser det gode håndværk
Både skræddere og buntmagere er repræsenterede ved en opvisning for de mindre laug, der ser sig selv som et alternativ til massefremstilling.Man kan få en mulighed for at komme tæt på et udvalg af smykkekunst og beklædningshåndværk, når der afholdes Laugenes Opvisning den 5. november. Opvisningen har til formål at sætte fokus på de kvaliteter, der ligger i individuelt design og solidt håndværk.
”Vi oplever, at modeindustrien tordner derudaf, men langt det meste er masseproduceret, mens de små livsstilshåndværk såsom bundtmagere, skræddere, guldsmede og hattemagere har svære kår. Derfor er laugene gået sammen om at vise vores tøj frem på en anderledes måde, end vi er vant til,” fortæller Johnny Alexander Wichmann, oldermand for Skrædderlauget, til Fashion Forum.
LÆS OGSÅ: “Godt håndværk går aldrig af mode”
Han er en af initiativtagerne til Laugenes Opvisning, der finder sted for sjette år i træk. Her viser uddannede håndværkere og elever eksempler på deres håndværk og demonstrerer, hvorfor det er vigtigt både at værne om og udvikle fagligheden og de håndværksmæssige traditioner.
For ifølge Johnny Alexander Wichmann føler de små håndværk sig oversete, og det giver selvtillid for branchen at vise sine kreationer frem. Samtidigt kan skolerne mærke på deres elever, at der er et større engagement, når de deltager ved en opvisning.
”Det handler også om lærepladser og arbejdspladser, så vi vil gerne skabe et fokus, som fører til elevpladser. Inden for eksempelvis skrædderiet bliver der udannet omkring 40 beklædningshåndværkere om året, og heraf springer mange ud som selvstændige,” siger Johnny Alexander Wichmann.
LÆS OGSÅ: “Ungt læderbrand vil have produktion i København”
Det diskuteres jævnligt i laugene, om man skal være en del af Copenhagen Fashion Week, men indtil videre er det ikke sket.
“Nogle frygter også, at man drukner i alle de andre tilbud, som modeugen har at byde på. Men personlig er jeg åben over for, at man lægger vores opvisning i forbindelse med modeugen, fordi kan sætte mere fokus på erhvervsbrancher,” siger Johnny Alexander Wichmann.
For nu håber han på, at opvisningen kan være med til at sætte mere fokus på området, selvom han erkender, at det er en større omkostning at stille et arrangement som dette på benene.
”Det koster en halv million at lave opvisningen, og jeg bruger meget tid på at sætte det op. Derfor håber jeg på længere sigt, at kommunerne eller andre politiske organer kan hjælpe til,” siger Johnny Alexander Wichmann.
Laugenes Opvisning afholdes den 5. november i Moltkes Palæ i København, hvor der vil være opvisning både klokken 15.30 og klokken 18.00. Man kan købe billetter her.
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte er protektor for Laugenes Opvisning.