Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Danskerne tager arbejdet med på efterårsferie

En ny undersøgelse viser, at mere end halvdelen af den danske befolkning tjekker arbejdsmailen derhjemme og udenfor arbejdstiden.
En ny undersøgelse viser, at mere end halvdelen af den danske befolkning tjekker arbejdsmailen derhjemme og udenfor arbejdstiden.

Epinion for Deloitte har lavet en undersøgelse, der belyser, at en hel del af den danske befolkning tager arbejdet med hjem i det private. Her siger hele 54 procent, at de tjekker arbejdsmailen uden for arbejdstid, og mere end hver femte gør det hver dag.

”I disse år sker der en tydelig sammenblanding af arbejdsliv og privatliv. Mange mennesker får jo udleveret både telefon og pc på deres arbejdsplads. Det er nemt og bekvemt, men der ligger så også en indirekte forventning om, at man er ’på’ derhjemme, uanset om det er aften, weekend eller ferie,” siger ledelsesekspert i Deloitte Kim Domdal i en pressemeddelse.

LÆS OGSÅ: “Chefer får stress af deres egne ambitioner”

21 procent af danskerne i job siger, at de tjekker arbejdsmailen hver eneste aften. Yderligere 13 procent gør det næsten hver aften, mens 20 procent gør det af og til.

”Emails er efterhånden blevet den foretrukne kommunikationskanal på de danske arbejdspladser, og derfor modtager medarbejderne generelt flere og flere af dem. Tit ligger der en stor bunke emails, der venter på blive besvaret. Det er så der, man må tage aftener, weekender og ferier i brug,” siger Kim Domdal.

Kun 15 pct. af danskerne siger, at de aldrig tjekker arbejdsmailen derhjemme, mens 18 procent enten ikke har en mailkonto på arbejdet eller ikke har adgang til den derhjemme.

LÆS OGSÅ: “Moss Copenhagen i DR1’s Kontant om arbejdsforhold”

”Naturligvis er der stadig jobs, der er mere manuelle af karakter, og hvor email-korrespondance ikke giver mening. Men eftersom der sker en generel opkvalificering i disse år, opstår også nye behov for kommunikation og samarbejde. Derfor må flere fremover indstille sig på, at jobbet rykker ind i privaten,” siger Kim Domdal.

Mænd er lidt flittigere end kvinder til at holde øje med arbejdsmailen. 40 procent af mændene tjekker den dagligt derhjemme. Det gør kun 29 procent af kvinderne.

Tallene er baseret på i alt 1004 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.