Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Her er Fashion Forums nye journalist

33-årige Anders Derlich har sat sig i stolen som fastansat journalist på Fashionforum.dk. Han bringer en skarp nyhedskompetence med sig og glæder sig til at belyse alle aspekter i modebranchen i sin nye stilling.
33-årige Anders Derlich har sat sig i stolen som fastansat journalist på Fashionforum.dk. Han bringer en skarp nyhedskompetence med sig og glæder sig til at belyse alle aspekter i modebranchen i sin nye stilling.

Anders Derlich er uddannet journalist fra Roskilde Universitet og har trådt sine journalistiske barnesko på Jyllands-Posten. Der var han blandt andet tilknyttet web-redaktionen, hvor der blev produceret mange nyheder hver dag, samt kulturredaktionen.

”Jeg kan godt lide nyhedsformatet. Men samtidig er der ingen tvivl om, det også er fedt at komme til Fashionforum.dk, hvor der indimellem er mulighed for at komme lidt dybere ned i tingene. Det er også derfor, jeg både ser frem til at skrive om modebranchen, men dermed også til at lære alle aspekter af branchen at kende, så den kan blive dækket fair og konstruktivt,” siger Anders Derlich.

Før han begyndte journalistuddannelsen, har Anders Derlich læst offentlig administration og samfundsvidenskab. Så han er ikke bange for at knække et regnskab.

”Jeg synes, modebranchen er lidt overset i det samlede nyhedsbillede sammenlignet med, hvor vigtig den er økonomisk og kulturelt. Derfor ser jeg meget frem til at være en del af et hold, der tager modebranchen lige så alvorligt som alle mulige andre stofområder,” uddyber Anders Derlich.

Anders Derlich vil have særligt fokus på CSR, men indgår i dækningen af alle Fashionforum.dks stofområder.