Zara melder om millionstor tilbagegang i Danmark

Den Inditex-ejede tøjkæde Zara har netop præsenteret årsregnskab for 2014 - og det med røde tal på den danske bundlinje. For hvor Zara i 2013 kunne fremvise et dansk overkud på 8,3 millioner kroner, er realiteten nu et underskud på 2,9 millioner kroner.
30.06.2015 ∙ af CAK
Foto: Den danske del af Zaras forretning er præget af et dundrende underskud (Charlotte Antschukov Kjær).

Selvom Zaras samlede årsregnskab for 2014 viser fremgang på både top- og bundlinjen, er tallene røde i den danske del af forretningen. For det danske resultat falder med hele –134 procent på bare et år – fra plus 8,3 millioner kroner i 2013 til minus 2,9 millioner kroner i 2014.

LÆS OGSÅ: “Inditex-chef: Fast-fashion handler ikke bare om masseproduktion”

Ifølge den spanske tøjgigants ledelsesberetning skal det dårlige resultat primært findes i den københavnske flagskibsbutiks gennemgående renovering. For Zara holdt i månedsvis butikken lukket for at gennemføre renoveringen, hvilket både har været en omkostningstungt affære og betydet millioner i tabt salg.

LÆS OGSÅ: “Zara genåbner i København og udvider til Fyn”

Med genåbningen af flagskibsbutikken i forsommeren og to nye butikker i henholdsvis Odense og på Fisketorvet, er det dog ledelsens forventning, at det danske resultat vil se markant anderledes ud i 2015.

Zara omsatte i 2014 for 18,1 milliarder kroner på verdensplan, mens bundlinjen endte på 2,5 milliarder kroner.