Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi, Udland

Inditex-stifter er verdens næstrigeste person

Manden bag fast-fashion konglomeratet, der blandt andet har det populære mærke Zara i sin portefølge, er ifølge erhvervsmagasinet Forbes verdens næstmest velhavende menneske.
Manden bag fast-fashion konglomeratet, der blandt andet har det populære mærke Zara i sin portefølge, er ifølge erhvervsmagasinet Forbes verdens næstmest velhavende menneske.

Med en formue på 461,51 milliarder kroner stryger den spanske modepioner Amancio Ortega næsten helt til tops på listen over verdens rigeste mennesker. Han indtager nemlig en andenplads på både Forbes’ liste og Bloomberg Billionaires Index kun overgået af Bill Gates. Det skriver Bloomberg, der står bag sidstnævnte liste, som opdateres dagligt. Det er det seneste års vækst i Amancio Ortegas gigantiske virksomhed Inditex, der har resulteret i en plads blandt verdens velhavere.

LÆS OGSÅ: ”Inditex-chef: Fast-fashion handler ikke bare om masseproduktion”

Bloomberg har flere bud på, hvorfor det er gået forretningsmanden så godt. For det første ligger en del af produktionsfaciliteterne tæt på Inditex-hovedkvarteret i Spanien, hvorfor virksomheden hurtigere kan reagere på skiftende trends og sende tøj ud til butikker to gange ugentligt. Desuden har Inditex placeret store butikker i populære shoppingområder, hvilket har reduceret virksomhedens andre marketingsudgifter.

LÆS OGSÅ: ”Dansk tøjmand på Forbes’ liste over verdens rigeste”

Den 79-årige Amancio Ortegas grundlagde tøjkæden Zara i 1975 sammen med sin daværende kone Rosalia Mera. I starten syede de lingeri og badkåber i deres stue, men gennem 80’erne ekspanderede virksomheden voldsomt, og parret stiftede Inditex, der i dag står bag blandt andre Pull & Bear, Massimo Dutti og selvfølgelig Zara.

Sidstnævnte tøjmærke har også vokset sig stort herhjemme. I foråret slog Zara dørene op til en nyrenoveret og udvidet butik på Strøget og åbnede desuden i det odenseanske Rosengårdcentret. Til efteråret indtager virksomheden endnu et dansk storcenter – nemlig Fisketorvet i København.

Kilde: Bloomberg, Forbes