Claire Group præsenterer nyt dansk systuekoncept

Sammen med VIA og Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning åbner den jyske tøjvirksomhed en systue med en dertilhørende uddannelse for syersker.
02.06.2015 ∙ af Redaktionen
Foto: Nikolaj Hust (th.) med sin far, Claire Groups stifter, Anders Hust (tv.). I porteføljen har Claire Group dametøjsmærket Claire og børnetøjsmærket Hust&Claire (Claire Group, Hust&Claire SS15-lookbook).

Claire Group har 40 år på bagen, men er mere aktuelle end nogensinde. Virksomheden stræber efter at være innovativ, og tidligere var de nogle af de første til at flytte deres tøjproduktion til udlandet. Nu vil de være de første til at etablere en kombineret systue med syuddannelse for at bringe håndværket hjem til Danmark igen. Det er der flere grunde til. Først og fremmest for at tilbyde kvalitet på området, fortæller Nikolaj Hust, der er medejer af Claire Group:

”Da man flyttede alt produktion ud af landet mistede man ikke bare arbejdspladser men også en ekspertise i forhold til håndværket. Der findes ikke rigtig nogle større uddannelser på området, så det vil vi gerne bringe tilbage igen. Det er et ekstra kvalitetsstempel, når noget er made in Denmark” siger han til Fashion Forum. Han tilføjer, at man desuden vil integrere en nyopfundet syrobot i produktionen og eksperimentere med nye og anderledes processer.

Dansk produktion er fordelagtig

Sylab, som projektet er døbt, er interessant for kommende designere på flere områder. Både fordi de får mulighed for at lære syhåndværket, og fordi en dansk produktion kan være fordelagtig for nye brands, forklarer Nikolaj Hust:

”Nye brands falder ofte i fælden om udenlandske produktioners store krav til minimumskvanititer. Ofte kan det ikke lade sig gøre at købe så mange produkter hjem, og hvis man gør, kan man miste penge, fordi man ikke får det solgt. Derfor skaber Sylab grobund for nye designere,” siger han til Fashion Forum.

Initiativet, der er planlagt til at starte cirka den 1. oktober, er et samarbejde mellem VIA og Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning. Det bliver beliggende i Claire Groups lokaler i Ikast og vil i begyndelsen tilbyde rådgivning til cirka 20 iværksættere og andre eksternt tilknyttede, der har brug for hjælp til at udvikle kollektionsprøver og små serier.

LÆS OGSÅ: ”Ikast-kæmpen Claire Group fylder 40 år”

Claire Group beskæftiger 250 medarbejdere og har salgskontorer i Europa, Mellemøsten og Asien. I 2014 leverede virksomheden et årsresultat efter skat på 2.1 millioner kroner mod minus 7.4 millioner kroner i 2013.