Årets tre nominerede til Guldknapprisen er fundet

Alt for Damerne er igen i år klar til at uddele Guldknapprisen til et dansk mærke, som formår at skabe kommerciel succes ved at forene design med vellykket branding.
14.05.2015 ∙ af JKGF
Foto: Sidste år indførte Alt for Damerne, at det er op til læserne at stemme om hvilket brand, der skal løbe med Guldknapprisen (Alt for Damerne).

I over 30 år har Alt for Damerne uddelt Guldknapprisen og været med til at hædre danske mærker som udmærker sig i branchen. De tre nominerede til Guldknapprisen er udvalgt af Alt for Damerne, men det er op til læserne at stemme om, hvem der skal løbe med prisen.

De nominerede er:

Ganni vandt for tre år siden Sølvtråden, som ALT for damerne dengang gav til spirende designere. Siden har brandet udviklet sig gevaldig og er i dag et solidt mærke, som appellerer til både unge og mere modne kvinder. De formår at mikse blonder og sømandsstriber og laver behageligt tøj, som også er smukt, skriver Alt for Damerne.

Wood Wood er de senere år blevet et mere tilgængeligt brand. De har fået et mere voksent udtryk, men stadig med stærke street-referencer både i udtryk og materialer, som vi kender det. Wood Wood formår at bringe street og sportsinspirationen ud af undergrunden og frem til dig og mig, konkluderer Alt for Damerne.

Gestuz har fået en meget stærkere profil på deres tøj. De er blevet mindre mainstream og mere deres egen. De har et rocket, brugbart hverdagsunivers, og de tager ofte udgangspunkt i skind og jeans, og leger gerne med print og silke også. Mærket appellerer til en bred målgruppe i udtryk og anvendelighed, skriver Alt for Damerne.

”Valget er faldet på netop dem, fordi vi synes, de har været iøjnefaldende profiler på den danske modescene gennem nogle år og har en stærk brand-dna. De har klare, men meget forskellige, profiler, og man er ikke i tvivl om, at det er deres tøj, når man ser det. Alle tre brands har også vokset sig stærkere de senere år og favner bredt i forhold til målgruppe,” siger Louise Amstrup Müller, der er moderedaktør på Alt for damerne.

Afstemningen er i gang og løber indtil uge 26. For at stemme og deltage i konkurrencer skal man ind på www.altfordamerne.dk.