Omstruktureringer skaber fremgang hos HB Textil

Efter en nogle dårlige år præsenterer den jyske strømpe- og undertøjsvirksomhed HB Textil igen vækst. Resultaterne kommer som følge af omfattende omstruktureringer i både ledelsesteamet og produktporteføljen.
17.04.2015 ∙ af CAK
Foto: Efter en række omlægninger viser den jyske virksomhed HB Textil igen vækst i deres nyeste årsregnskab (foto: HB Textil).

HB Textil har siden 1948 specialiseret sig i udvikling af strømper, strømpebukser og undertøj under mærker som Cladio, Decoy og Symfoni. De seneste par år har dog været hårde for den 67 år gamle virksomhed, der både i 2012 og 2013 præsenterede negative årsresultater og nedadgående bruttofortjenester.

En en række omfattende omstruktureringer i 2013 har dog betydet, at HB Textil kommer ud af 2014 med en omsætningsstigning på fem procent og et driftsresultat, der er steget med hele 18 millioner kroner.

Ny salgschef og nye produktstrategier

Omstruktureringerne i 2013 bød på en række tiltag, der skulle strømline og opgraderer HB Textils produktprogram samt styrke virksomhedens ledelsesteam.

”Vi besluttede os for at se på hele organisationen, så vi kunne optimerer i samtlige led og aktiviteter. I 2013 udfasede vi vores børnekollektion, fordi markedet simpelthen var for svagt. Derudover re-evaluerede vi alle vores mærker og lagde nye brandstrategier for hver af dem. Konkret betyder det, at vi har opgraderet og styrket mærkernes brandstrategier med alt fra ny emballage til nye markedsføringstiltag,” siger administrerende direktør i HB Textil Jan Brørup Petersen og fortsætter:

LÆS OGSÅ: ”Minus A/S i fremgang efter ejerskifte”

“– Endelig satte vi en række ændringer i gang på ledelsesfronten, fordi vi ville have en bestyrelse med en velfunderet brancheerfaring. Sidste år ansatte vi eksempelvis Morten Skou, der er tidligere salgschef hos JBS, og hans ekspertise har allerede været med til at styrke HB Textil udadtil,” siger Jan Brørup Petersen.

Først et fundament – derefter eksport 

Jan Brørup Petersen forventer yderligere fremgang for HB Textil i 2015, og lægger ikke skjul på, at den langsigtede strategi er at udvide til de nærliggende eksportmarkeder. Han understreger dog samtidig, at man i første omgang vil give de nye brandstrategier ordentligt fodfæste.

“Der er ingen tvivl om, at vores ambition er at nå de skandinaviske eksportmarkeder. Det bliver dog først en realitet, når vi har implementeret vores brandstrategier og givet dem et solidt fundament,” siger Jan Brørup Petersen.

HB Textil blev etableret efter en fusion mellem Hosen A/S og Buchreitz Jensen Holding A/S i 2002.