Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ny designhøjskole sætter fokus på fremtidens design

Den nye designhøjskole – Designhøjskolen Højer – tager sit afsæt i design og innovation, og kommende elever vil derfor blandt andet lære at videreudvikle klassisk accessories-design.
Den nye designhøjskole – Designhøjskolen Højer – tager sit afsæt i design og innovation, og kommende elever vil derfor blandt andet lære at videreudvikle klassisk accessories-design.

Den digitale designhøjskole, Designhøjskolen Højer, har modtaget tilsagn om seks millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Det er en gave, der sikrer højskolens opstart, samt et unikt tilbud til fremtidens kreative unge.

Designhøjskolen Højer åbner dørene i august 2015, hvor der satses på tre kreative og digitale fag i rivende udvikling: Spildesign, Apps & Interaktionsdesign samt Innovative Accessories.

Designhøjskolen vil delvis blive etableret i eksisterende lokaliteter, samt i en nyerhvervet industribygning – en tidligere bonevoksfabrik – der i løbet af sommeren vil gennemgå en større renovering. Renoveringen er netop blevet muliggjort med det store millionbeløb fra A.P. Møller Fonden.

“Vi er umådeligt taknemmelige og stolte over den støtte, som vi har modtaget fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal”, fortæller Kirsten B. Hansen, forstander på Designhøjskolen Højer.

Den nye designhøjskole har ligeledes modtaget støtte fra Tønder Kommune og SE Vækstpulje, der sammen med A.P. Møller Fonden ikke kun har sikret opstarten af en design højskole i det sydvestligste hjørne af Danmark, men samtidig har muliggjort opstarten af en uddannelsesinstitution, der skal undervise kursisterne i globalt højaktuelle emner inden for innovative og digitale designløsninger.

Designhøjskolen Højer har en målsætning om at blive kompetencegivende til en række kreative og innovative uddannelsesinstitutioner i ind- og udland, hvilket i særdeleshed vil skulle ske med undervisning af gæstelærere fra netop ind- og udlandet, samt via samarbejdsaftaler med brancherne og deres institutioner.