Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Nyt dansk brand bruger modeller i alle aldre

Kampagnen, der præsenterer Skall Studios første kollektion, bæres af en ung og en 71-årig model. Det skal signalere, at tøjet er tidsløst og kan bæres på tværs af generationer, fortæller designerne bag.
Kampagnen, der præsenterer Skall Studios første kollektion, bæres af en ung og en 71-årig model. Det skal signalere, at tøjet er tidsløst og kan bæres på tværs af generationer, fortæller designerne bag.

Tilbage i januar prydede forfatteren Joan Didion Célines kampagne med en grå page, synlige rynker og store, sorte solbriller. Samme uge offentliggjorde Saint Laurent, at deres nye ansigt er det 71-årige musikikon Joni Mitchell. Også herhjemme har Han Kjøbenhavn skudt lookbooks med en skarp, ældre herre. Nu følger det nye danske mærke, Skall Studio, trop. De bruger både yngre og ældre modeller til at præsentere deres første kollektion.

LÆS OGSÅ: “Overset kundesegment: De ’almindelige’ mennesker”

”Vi vil gerne fortælle forbrugerne, at vi henvender os til kvinder i alle aldre. Man kan som brand nemt blive låst fast i en rolle. Vi ønsker ikke, at folk, der ikke kender os, tror, at vi kun skaber tøj til kvinder i en bestemt alder,” fortæller Julie Skall, der sammen med sin søster, Marie Skall, har lanceret det nye mærke.

Tidligere 60’er-model som muse

Skall Studio bruger blandt andre den 71-årige Lone Riis som muse. Det er ikke uvant for hende at stå foran modefotografer. I 60’erne arbejdede hun som model og mannequin, i dag ejer hun den velbesøgte vintageforretning Décor.

”Det giver noget personlighed, at der er en historie bag kvinden på billedet. Vi er kommet i Lones butik i mange år. Hun er et fantastisk inspirerende menneske, og vi er meget stolte over at have Lone med på vores første kollektion,” fortæller Julie Skall. Ifølge hende, er mærkets tøj skabt til at blive båret gennem hele livet og på tværs af alle generationer.

Det betyder også, at virksomheden ikke er tilhænger af sæsonernes skiftende trends. De tror i stedet på tidsløse, klassiske designs.

Skall Studios første kollektion sælges indtil videre i seks butikker landet over.