Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

E-handlen 2014: Her er de mest populære varekategorier

Varekategorierne Tøj, Smykker og Sko er stadig de mest populære blandt alle aldersgrupper.
Varekategorierne Tøj, Smykker og Sko er stadig de mest populære blandt alle aldersgrupper.

Børnefamilier køber oftere på nettet end gennemsnittet – og især inden for varekategorien Tøj, Smykker og Sko.

Og danskerne øger generelt fortsat deres forbrug på nettet, som i 2014 rundede 73,5 milliarder kroner fordelt på 132 millioner handler. Det viser FDIH e-handelsanalyses årsrapport for 2014. Rapporten viser desuden, at børnefamilierne handler oftere på nettet end andre grupper. 32 procent af børnefamilierne handlede på nettet mere end fem gange hver måned i 2014.

Folk køber mere fra mobil og mere og mere fra tablets

Handlerne foregår oftere via mobiltelefoner og især tablets, som børnefamilierne brugte til 22 procnt af handlerne, viser analysen.

”Mobiltelefonerne vinder generelt stærkt frem som søgeredskab for danskerne under 50 år, hvor man orienterer sig om varer og butikker, men man køber ikke så tit via mobilen endnu. Derimod er det tablets, der tegner sig som afløser for pc’erne, når købet skal foretages. Tabletten er ofte lige ved hånden, så en søgning efter en vare fører oftest til et køb af varen. Det stiller krav til butikkerne om at tilpasse hjemmesider og betalingsmetoder til de mobile enheder, især tablets, så købet gennemføres nemt og enkelt,” siger Annette Falberg, administrerende direktør i FDIH.

Unge bruger søgemaskiner mindre og personlige anbefalinger mere

De unge skiller sig ud, når de skal finde vej til en ny butik på nettet. Kun 35 procent af de unge går via søgemaskiner som Google mod 44 procent i gennemsnit for hele befolkningen.

FDIH e-handelsanalyses årsrapport peger også på, at anbefalinger fra omgangskredsen spiller en større rolle i aldersgruppen 18-25 år end hos andre kundegrupper. 20 procent af de unge fortæller, at deres seneste køb skete efter anbefalinger fra omgangskredsen mod 15 procent i andre kundegrupper. Prissammenligningssider, kendskab til fysiske butikker og sociale medier scorer også højere hos de unge i forhold til resten af befolkningen.

Flere foretrækker ‘selvhentning’ af pakker

De unge markerer sig også på, hvordan de får leveret varen fra netbutikkerne. Hele 42 % benytter sig af leveringsmuligheden ’selvhenter’, hvor de selv henter pakken i en automat, en butik med udlevering, en postbutik eller lignende.

Dog er ’selvhenter’-løsningen også populær hos resten af danskerne, da 32 % af dem vælger denne leveringsmulighed. I 2013 var det kun 21 % af danskerne, som valgte at hente deres pakker selv.

“Vi har i løbet af 2014 set, at stadig flere vil have deres pakke leveret til nærmeste posthus i stedet for privatadressen. Afhentningsstederne har i dag længere åbningstider og ligger tættere på kunderne end nogensinde før. Det har gjort det mere attraktivt at bestille den lidt billigere pakke til et posthus, hvor man kan tilrettelægge afhentningen, når det passer bedst ind i en travl hverdag”, siger Morten O. Nielsen, Kommunikationschef i Post Danmark.

E-handelsanalysen er baseret på svar fra knapt 15.000 personer fordelt over hele 2014.

Kilde: FDIH.