Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Modeåret der gik – 1

2014: Retssager, brands, der fik nye ejere og fødselsdage med rigtig, rigtig mange lys lagkagen. FashionForum samler i en stribe overbliksartikler op på året, der gik i modebranchen.
2014: Retssager, brands, der fik nye ejere og fødselsdage med rigtig, rigtig mange lys lagkagen. FashionForum samler i en stribe overbliksartikler op på året, der gik i modebranchen.

Kalenderbladene for 2014 er ved at slippe op, men før vi hopper ind i 2015, er det på sin plads med et tilbageblik. 2014 bød på store omvæltninger i flere hjørner af branchen, ikke mindst hos de helt store virksomheder.

Smykkegiganten Pandora gennemgik et særdeles begivenhedsrigt 2014, hvor økonomien i virksomheden bare blev mere og mere guldrandet og glitrende. Samtidig blev der igen annonceret udskiftning i toppen af koncernen, hvor Allan Leighton forlader direktørstolen til marts næste år efter blot halvandet år på posten. Den nye topchef bliver Anders Colding Friis. Som om det ikke var nok, måtte Pandora tilmed en tur i retten anklaget for at have overtrådt loven om værdipapirhandel. Pandora blev dømt til at betale en bøde på to millioner kroner, men valgte hurtigt at anke.

Landets største modevirksomhed Bestseller vendte efter et skuffende regnskab i 2013 tilbage med et 2014-regnskab, hvor nettoomsætningen lød på 20,1 milliarder kroner og resultatet før skat sagde 1,7 milliarder kroner. Det fik Brande-koncernens administrerende direktør Anders Holch Povlsen til at tale om ”positive tendenser.”

Faktisk viste en brancheanalyse fra Dansk Mode & Textil, at Bestseller er så stor en spiller i den danske modebranche, at deres økonomiske nøgletal måtte behandles særskilt, da de ellers ville ændre det samlede billede af branchens økonomiske tilstand.

Navneskift og brands, der skiftede ejer

Hos en anden af landets store spillere i branchen – IC Group – har økonomien været knap så sprudlende de seneste år. Det har blandt andet skyldtes virksomhedens såkaldte Mid Market-division, der tidligere har trukket ned i det samlede regnskab. I foråret valgte IC Group så at sælge netop ’midter-mærkerne’ – Matinique, Part Two, InWear og Soaked in Luxury samt Companys-butikskonceptet til DK Company. Kort efter skiftede virksomheden så navn fra IC Companys til IC Group.

Kerneforretningen hos IC Group bestod herefter af blot af mærkerne Tiger of Sweden, By Malene Birger og Peak Performance, og den slankere struktur betød også, at koncernen i efteråret valgte at afskedige 63 ansatte samt gennemføre en omstrukturering på CSR-fronten, hvilket betød en nedlæggelse corporate CR manager-stillingen.

Også webshoppen Smartguy ændrede navn i 2014. I stedet for både at have SmartGuy, SmartMen, SmartGirl, SmartKids og Styledelux blev det hele samlet under navnet Stylepit. Webshoppen har haft det hårdt økonomisk, men det afholdt ikke virksomheden fra at overtage ejerskabet af og de danske salgsaktiviteter for CNS-mærkerne Solid, Peppercorn, Desires og Tailored Originals.

Hos Grenaa/Buchard skiftede de også navn i år til DANSK Magazine ApS. Her var årsagen, at partnerne ønskede at kunne køre hver deres selvstændige virksomhed ved siden af DANSK-initiativerne. Endelig blev Munthe plus Simonsen til Munthe i 2014, som samtidig var året, hvor modevirksomheden kunne fejre 20-års jubilæum.

Og der var flere runde fødselsdage i år – blandt andre hos Jackpot og Rosemunde, men ingen af dem var i nærheden af antallet af lys i Angulus’ eller Feminas’ fødselsdagskager. De kunne fejre henholdsvis 110-års og 140-års fødselsdag i år. Tillykke!

Følg med her på FashionForum, hvor vi i de kommende dage fortsætter opsamlingen af 2014 i modebranchen.