Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Gazellevirksomhed udvider med nyoprettet PR- og marketingstilling

Danske Style Units ApS’ jeansmærker Fiveunits, 2nd One og det nye herremærke Plain får nu en PR- og marketingsansvarlig.
Danske Style Units ApS’ jeansmærker Fiveunits, 2nd One og det nye herremærke Plain får nu en PR- og marketingsansvarlig.

Fra den 1. november har 27-årige Helene Bjerre Riise haft det overordnede ansvar for Fiveunits’, 2nd Ones og Plains eksterne kommunikation – både nationalt og internationalt.

Den nye ansættelse kommer som følge af kraftig vækst og en tilstedeværelse på 18 markeder, der nu kalder på et par ekstra hænder og et kommunikativt overblik.

I sin nye stilling ser Helene Bjerre Riise specielt frem til at skulle øge mærkernes synlighed og genkendelighed på tværs af markeder.

”Der hersker ingen tvivl om, at konkurrencen indenfor jeans er stor, både herhjemme og i udlandet. Det bliver derfor et fokusområde for mig at styrke hvert mærkes brandidentitet, så de hver især får en fast visuel tone – og specielt de nyere mærker bliver ordentlig etableret i kundernes bevidsthed,” siger Helene Bjerre Riise til FashionForum.

Helene Bjerre Riise pointerer, at det især kommer til at være spændende at skulle introducere det nye herremærke Plain.

”Efter væksten med Fiveunits og 2nd One har vi set det som et naturligt næste skridt at lancere vores designæstetik til herrerne. Når den første kollektion rammer til januar, vil vi derfor køre med fuld knald kommunikativt, så vi kan få manifesteret Plain som det oplagte valg for mænd. Det bliver helt sikkert en udfordrende, men samtidig vanvittig spændende opgave,” siger Helene Bjerre Riise.

Helene Bjerre Riise har før arbejdet i Samsøe og Samsøes PR- og marketingsafdeling samt være assisterende projektleder hos Finders Keepers.