Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Udland

Outdoor-brands forpligter sig til ansvarlig sourcing af dun

Med mærker som Fjällräven, The North Face og Patagonia i spidsen forpligter virksomheder sig i stigende grad til udelukkende at bruge dun fra ansvarlige kilder i deres produktion.
Med mærker som Fjällräven, The North Face og Patagonia i spidsen forpligter virksomheder sig i stigende grad til udelukkende at bruge dun fra ansvarlige kilder i deres produktion.

Det skal være slut med overfyldte opdrætsfaciliteter og fugle, der bliver plukket, mens de er i live. En række brands – med de store outdoor-mærker i front – forpligter sig på udelukkende at source dun fra ansvarlige kilder.

Den amerikanske non-profit-organisation Textile Exchange lancerede i begyndelsen af året deres Responsible Down Standard (RDS), som er udviklet i samarbejde med The North Face. Siden da har både outdoor-mærkerne Helly Hansen, Mammut, Marmot og Eddie Bauer samt H&M forpligtet sig til Responsible Down Standarden.

LÆS OGSÅ: ”Grønlandsk sælskind lider stadig”

”Ved at forpligte sig til en højere grad af gennemsigtighed gennem RDS, tager mærkerne mere ansvar for dyrevelfærd i deres dun-forsyningskæder,” siger Nina Jamal, der er International Campaigner i NGO’en Four Paws, som har samarbejdet med Textile Exchange om at udvikle Responsible Down Standarden.

Hovedformålet er at forhindre praksisser såsom plukning af dun og fjer fra levende fugle samt at garantere ordentlig dyrevelfærd i forhold til for eksempel plads, foder og vand.

Dun og fjer er som udgangspunkt et restprodukt fra fødevareproduktionen og standarden omfatter derfor også et område som tvangsfodring.

LÆS OGSÅ: ”Sådan navigerer du i CSR-mediestormen”

Responsible Down Standarden er udviklet med inspiration fra Outdoor-mærket Patagonia, som sidste år lancerede deres Traceable Down Standard, som de har arbejdet på at udvikle siden 2007. Den garanterer, at samtlige dun i mærkets produkter fra og med efteråret 2014 er ansvarligt produceret.

Svenske Fjällräven har aflagt et lignende såkaldt Down Promise, hvorved virksomheden forpligter sig til, at al dun kommer fra ansvarlige kilder. Konkret har det betydet, at Fjällräven nu kun har én dun-leverandør, og for at sikre, at deres fjer og dun ikke bliver blandet med dun fra andre kilder, bliver sækkene forseglet, når de skal transporteres mellem de forskellige led i forsyningskæden.

”På samme måde som Fjällräven generelt stiller høje krav til alle vores produkter, så er vi også meget opmærksomme på at sikre, at vores dun bliver produceret etisk forsvarligt,” siger Aiko Bode, der er chef for bæredygtighed hos Fjällräven til just-style.com.

Kilder: just-style.com, Patagonia (PDF), textileexchange.org (PDF), fjallraven.com