Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Omdiskuteret mega-outlet er åbnet

I dag slår Copenhagen Designer Outlet dørene op. Forventningen er 1,5 mio. besøgende det første år.
I dag slår Copenhagen Designer Outlet dørene op. Forventningen er 1,5 mio. besøgende det første år.

Med nye kollektioner flere gange årligt kan udsolgte varer hurtigt hobe sig op hos tøjproducenterne. En måde at komme problemet til livs er med et outlet-koncept, hvor mærketøj fra tidligere kollektioner sælges med store rabatter.

Det er konceptet bag Copenhagen Designer Outlet, som åbnede i går og vil fremover huse cirka 80 butikker med både danske og internationale brands. Det nye center ligger i Høje Taastrup ved City2.

LÆS OGSÅ: Gant satser på nyt dansk outlet-center

En frontløber for konceptet er Nike Factory Store. De åbnede allerede i 2013 en midlertidig butik i et af Copenhagen Designer Outlets’ lokaler, og den strategi har tilsyneladende båret frugt.

”Det sidste år er gået langt over forventning. Det gælder både, når vi taler forventet omsætning og forventede besøgstal. Med den officielle åbning håber vi på at se endnu flere kunder, som er på udkig efter en god handel. Outlet-butikker er for os en god salgskanal, hvor vi kan omsætte sæsongamle varer, og de store rabatter giver kunderne gode oplevelser,” siger Maia Larsen, der er butikschef for Nike Factory Store i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at etablere det nye outlet-center, som ligger klods opad City2, blev allerede offentliggjort i maj sidste år, hvor nyheden mødte en vis kritik fra blandt andre Dansk Detail.

LÆS OGSÅ: “Nyt outlet-center presser butikker i City2”

Center Director for City2 Thomas Lüscher er dog sikker på, at danskerne hurtigt vil tage outlet-konceptet til sig.

”Danskerne er prisbevidste, og de går op i kvalitet. Med Copenhagen Designer Outlet har vi nu et center, som kan opfylde disse krav,” siger Thomas Lüscher i en pressemeddelelse.

Blandt de mange butikker i Copenhagen Designer Outlet, vil man kunne finde udsalgsvarer fra mærker som Gant, Benedikte Utzon, Bertoni, Danish Dreams, Lacoste og Nike.