Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Skandinaviske mærker sætter kurs mod Dubai

Over de næste tre dage samles 25 skandinaviske brands i Dubai til modearrangementet The Style Gallery. Formålet er at eksponere skandinaviske mode- og accessorybrands på det mellemøstlige marked.
Over de næste tre dage samles 25 skandinaviske brands i Dubai til modearrangementet The Style Gallery. Formålet er at eksponere skandinaviske mode- og accessorybrands på det mellemøstlige marked.

Når det nye event- og PR koncept The Style Gallery UAE løber af stablen i Dubai den 8.-10. oktober, er det for at skabe en platform, hvor skandinaviske designere kan mødes med mellemøstlige indkøbere og presse. Konceptet er iværksat og udviklet af Business Sweden og PR- og produktionsbureauet Fashion Exclusive UAE. Formålet er at efterkomme den mellemøstlige efterspørgsel på skandinavisk mode.

Mellemøsten efterspørger skandinavisk mode

”Vi oplever en stor efterspørgsel på skandinavisk mode, men de mellemøstlige indkøbere har ofte svært ved at nå alle mærker, skandinaviske såvel som internationale, under modeugerne. Det er derfor The Style Gallerys hensigt at samle en vifte af skandinaviske designere under ét tag, og vise mellemøstlige indkøbere og presse, hvad skandinavisk mode har at byde på. På den måde kan vi imødekomme efterspørgslen og forhåbentlig øge tilstedeværelsen af skandinavisk mode i den mellemøstlige region,” siger direktør og stifter af Fashion Exclusive UAE, Ann Hertha, til FashionForum.

Mellemøstlige indkøbere når ikke de danske mærker under Paris

At de mellemøstlige indkøbere har svært ved at nå de skandinaviske mærker under modeugen, er noget stifter for Bruuns Bazaar, Bjørn Bruun kan nikke genkendende til.

”Indkøberne kommer ikke til den danske modeuge, og under den parisiske modeuge, kommer de oftest i den sene fase, som er udenfor vores salgsvindue, ” siger Bjørn Bruun i et telefoninterview med FashionForum og fortsætter:

”Vi oplever en stor efterspørgsel på Bruuns Bazaar, og selvom vi allerede er relativt godt markeret på det mellemøstlige marked, vil vi gerne have noget stabilitet over vores salg i Mellemøsten. The Style Gallery giver os muligheden for at mødes med interesserede købere og opnå denne stabilitet,” siger Bjørn Bruun.

The Style Gallery bliver afholdt i Cuadro Fine Art Gallery i Dubais Internationale Financial Centre.