Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

H&M lancerer ”grøn” denim

H&M føjer nu en denimkollektion til deres Conscious linje, og sætter endnu engang fokus på bæredygtighed i fast fashion.
H&M føjer nu en denimkollektion til deres Conscious linje, og sætter endnu engang fokus på bæredygtighed i fast fashion.

Den 2. oktober lancerer H&M sin første Conscious Denim kollektion, der ikke blot er fremstillet af miljøvenlige materialer, men også produceret gennem miljøbevidste processer. Kollektionen søger derfor at gøre op med det enorme vand- og energiforbrug i den denimproduktionen generelt – ifølge WWF går der 11.000 liter vand til fremstillingen af et enkelt par blå jeans.

For at sikre, at processerne bag Conscious Denim kollektionen er vand- og energibesparende, har H&M indledt et samarbejde med den spanske konsulentvirksomhed Jeanologia. Med over 10 års erfaring har Jeanologia specialiseret sig i denimproduktionens vaskeprocesser og udviklet egne værktøjer og systemer til at måle processernes miljøpåvirkning.

”Jeanologia vurderer og scorer denim på en rød-gul-grøn skala efter både vand- og energiforbrug. Grøn symboliserer det strengeste kriterium på begge områder, og alle vores varer skal score grøn på alle processer for at kunne kategoriseres som Conscious Denim varer, ” siger H&Ms danske PR og kommunikationsmanager Malene Hyre-Dybbro i en mail til Fashion Forum.

Hun understreger, at det med denne kategorisering kan garanteres, at vandforbruget for hver enkel vare er mellem 0-35 liter og energiforbruget mellem 0-1 kWh. Conscious Denim kollektionen bruger dermed cirka 56 procent mindre vand og 58 procent mindre energi sammenlignet med andre denimkollektioner.

”Vi har lært meget af denne særkollektion, og vi vil naturligvis bruge denne nye viden i produktionen af alle vores denimvarer fremover,” siger hun.

H&Ms Conscious Denim kollektion indeholder både dametøj, herretøj og børnetøj og vil kunne fås i butikker verden over.