Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Se modeshow fra Første Verdenskrig

Når Golden Days Festivalen i disse dage sætter fokus på Første Verdenskrig, sker det blandt andet med et modeshow med historiske kreationer, der viser datidens tendenser.
Når Golden Days Festivalen i disse dage sætter fokus på Første Verdenskrig, sker det blandt andet med et modeshow med historiske kreationer, der viser datidens tendenser.

Golden Days Festivalen i København tager i år udgangspunkt i perioden omkring Første Verdenskrig. Ikke alene betød krigen mange omvæltninger i Danmark og Europa – den havde også en fundamental betydning for moden.

Ud over foredrag, koncerter og skuespil byder festivalen derfor i år på et historisk modeshow. Der kan man se originale designs fra perioden, outfits lånt fra forskellige museer og rekonstruktioner af beklædningsgenstande, der beskriver den ændrede hverdag, Første Verdenskrig førte med sig.

”Historier kan formidles på mange måder – også ved at se på tøj, og derfor opstiller vi et modeshow,” siger festivalchef Ulla Tofte i et telefoninterview til FashionForum. Hun uddyber, at Første Verdenskrig medførte en ”moderevolution”, hvilket da også gør modeshowet til noget helt specielt for festivalens historiefortællinger.

”Krigen betød en ny hverdag for kvinder i Europa. Eftersom mændene var i krig, skulle kvinderne for eksempel stå for husholdningen alene. Det betød en øget fysisk arbejdsbyrde, hvor lange kjolelængder og korsetter pludselig blev en hindring. Den europæiske kvindemode fik da et fokus på bekvemmelighed og anvendelighed, hvilket Coco Chanel hurtigt spottede og gjorde til sit varemærke,” siger Ulla Tofte.

Modeshowet handler dog ikke kun om hverdagsbeklædning, men også om festtøj, sportstøj og undertøj.

”Showet skal tage hånd om alle facetterne i datidens kvindeliv i Danmark,” fortæller modeshowets kurator Frederikke Heick til FashionForum.

Modeshowet er et gratis arrangement og løber af stablen d. 13 september kl. 13:30 i Spejlteltet på Frederiksberg Runddel. Læs mere om årets Golden Days festivalen her.