Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ny portal kobler designer og modebutik

Portalen Spacerebels, der lanceres i løbet af ugen, vil formidle kontakt mellem designere og butikker.
Portalen Spacerebels, der lanceres i løbet af ugen, vil formidle kontakt mellem designere og butikker.

En ny slags datingportal kaldet Spacerebels.com går i denne uge i luften med 1.300 tilmeldte virksomheder. Ideen er at skabe kontakt mellem butikker og designere. Det skriver dmogt.dk. 

“Spacerebels.com lanceres i København, Amsterdam, London, Barcelona og Stockholm med 1.300 tilmeldte designere og butikker. Heraf er de 300 danske,” oplyser Thomas Weikop, der er adm. direktør for MyTrnd, som står bag portalen.

LÆS OGSÅ: Ny dansk B2B-portal favner hele verden

Ifølge Dansk Mode & Textil er ambitionen, at designerne får nemmere adgang til nye butikskunder, mens butikkerne slipper for at binde penge i varelagre.

“Designeren har på den ene side ofte svært ved at finde de rette butikker til afsætning af sine produkter. Imens er butikkerne i stigende grad udfordret af pengebinding i varelagre, hvor særligt investeringen i nye varer kan være en udfordring, fordi man ikke på forhånd kender kundernes reaktion på produkterne,” skriver brancheorganisationen.

Og det er de udfordringer, som Spacerebels.com forsøger at gøre noget ved, ved at formidle udlejning af butiksplads til designere.

Mindre risiko for begge parter

“Til gengæld for kontaktformidlingen tager Spacerebels fem procent af det aftalte lejebeløb. En pris, der inkluderer forsikring af varerne eksempelvis under forsendelsen til de nye butikker,” fortæller Thomas Weikop.

Spacerebels.com henvender sig til designere og butikker indenfor mode, kunst og brugskunst. I bestyrelsen i MyTrnd, som står bag den nye portal, sidder ELLE Danmarks chefredaktør Cecilie Christensen og Dansk Mode og Textils adm. direktør Thomas Klausen.