C’arla du Nord klar med første egen butik
Som et led i en langsigtet strategi udvider det århusianske kvindebrand med en selvstændig butik i håbet om at komme tættere på forbrugeren.I godt tyve år har det danske modebrand C’arla du Nord solgt deres printede bluser og farverige kjoler til selvstændige multibrandbutikker. Nu er de klar til at udvide brandets salgskanaler med deres første flagskibsbutik i Aarhus’ pulserende latinerkvarter. Det skriver C’arla du Nord i en pressemeddelelse.
Åbningen af brandets første egen butik er et led i en langsigtet strategi om at gøre brandet og dets fulde koncept mere synligt i gadebilledet.
”I et kritisk og hurtigt bevægeligt marked, bliver det for os en unik mulighed for at komme helt tæt på forbrugeren, til gavn for vores fremtidig kollektionsudvikling,” forklarer adm. direktør René Tandrup, der samtidig slår fast, at de selvstændige multibrandbutikker fortsat vil være den vigtigste salgskanal for C’arla du Nord.
C’arla du Nord slår dørene op for den nye butik i dag på Guldsmedegade 25 i Aarhus, hvor de samtidig vil fremvise deres nye efterårskollektion.