Smykkekonkurrencen 14 KARAT: Her er vinderen
I forbindelse med Kjøbenhavns Guldsmedelaugs 585 års jubilæum og Copenhagen Jewellery & Watch Show, blev smykkebranchen hyldet med konkurrencen 14 KARAT.I fredags blev vinderen af Kjøbenhavns Guldsmedelaugs konkurrence 14 KARAT fundet, og det var guldsmed Julie Kløve, der vandt førstepræmien på 58.500 kroner. Det skriver lauget i en pressemeddelelse til FashionForum.
Ifølge pressemeddelelsen valgte juryen, der bestod af Mette Saabye, der er guldsmed og formand for juryen, Kim Colding, guldsmed og medlem af Laugsstyrelsen, Mads Ziegler, direktør i Kranz & Ziegler og Henning Kern, der er designer hos Dyrberg/Kern uden tøven Julie Kløve.
Vinderdesign – “en kommende evergreen”
Opgaven lød nemlig på at skabe en nyfortolkning af den klassiske solitaire ring i 14 karat guld med en vægt på max 5 gram og med én 0,05ct brillant, og det var præcis det, vinderen havde gjort vurderede juryen:
”Ringene er formgivet i et overlegent skandinavisk design, en kommende “evergreen”, udført af en fabelagtig dygtig håndværker. Det er en ring i et enkelt design med fine kunstneriske kvaliteter, som har mange anvendelsesmuligheder,” skriver lauget om vinderdesignet.
Kjøbenhavns Guldsmedelaug hylder smykkerne
Konkurrencen er udskrevet i anledning af, at Kjøbenhavns Guldsmedelaug i år fylder 585 år – svarende til den stemplede lødighed for 14 karat – og har til formål at sætte fokus på smykkebranchen.
”Hensigten med konkurrencen er at promovere talentmassen, hylde det gode håndværk og de klassiske dyder samt at sætte fokus på guldsmedefagets kunstneriske potentiale,” skriver Kjøbenhavns Guldsmedelaug i pressemeddelelsen.
Derfor uddeltes der yderligere fem såkaldte ”anerkendende særpriser”, med en pengepræmie på 5.850 kroner. De fem vindere talte Ulrike Ramin, Anja Aagaard Eriksen, Pyry Tamminen, Peder Musse og Stine Krogsgaard.
Stor deltagerinteresse
Ifølge Kjøbenhavns Guldsmedelaug var interessen for konkurrencen stor med i alt 64 deltagere, hvoraf juryen udvalgte 21 til at udstille deres kreationer på smykkemessen Copenhagen Jewellery & Watch Show, som blev afviklet i Lokomotivværkstedet i weekenden. Deltagerne var:
Anja Aagaard Eriksen, Anna Hyllested, Carina Nordenstam, Charlotte Petermuss, Ditte Stepnicka, Erik Steen Solodziuk, Janne K. Hansen, Jytte Kløve, Jaana Junkkaala, Kasia Gasparski, Lars Glad, Lone Løvschal, Mette Laier, Michael Strøm, Peder Musse, Poul J. Clausen, Pyry Tamminen, Stine Krogsgaard, Therese Mørch Jørgensen, Trine Trier og Ulrike Ramin.