Wheat på CIFF Kids: Indkøberne er forvirrede over datoskift
Gangene mellem messestandene var mere tomme denne sæson, siger Wheat, der især spejdede langt efter russerne.I tirsdags lagde FashionForum vejen forbi det danske børnebrand Wheat, der på tolvte år udstiller på CIFF KIDS. De startede med en kollektion, men nu udstiller de med tre kollektioner fordelt på en 108 kvadratmeter stor messestand.
Selvom Charlotte Galsgaard, direktør i Wheat, er meget tilfreds med de 20 danske og knap 40 norske og svenske ordrer, de har fået i hus her på tredjedagen, påpeger hun, at de denne sæson dog har spejdet langt efter de internationale indkøbere.
”Jeg synes godt, at man kan mærke, at der er knapt så mange internationale indkøbere. Jeg har eksempelvis ikke set en eneste russer endnu. Det virker som om, at eksporten er knap så kraftig denne sæson,” lyder det fra Charlotte Galsgaard.
Wheat-direktøren tror dog, at det i høj grad skyldes manglende kommunikation omkring udmeldingen af de nye messedatoer. De havde oplevet flere, der simpelthen ikke havde forstået, at messedatoerne var blevet rykket. En svensk kunde havde eksempelvis først booket billet til weekenden, en anden norsk kunde var i gang med at ombooke sin billet.
”Der er ikke nogen tvivl om, at vi skal passe på. Vi er for små til det her. Hvis vi gerne vil have eksportinteresse, så skal vi gøre det så nemt for dem som muligt – og det samme for os. Hvis vi mister for mange kunder, så vil vi jo i sidste ende blot lade være med at udstille her og så dør modeugen stille og roligt,” forklarer hun.
Det danske børnetøjsmærke WHEAT blev grundlagt i 2002 og bliver solgt i både Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Finland og USA.