Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Hippie-bælter på Vision: Journalisten fulgte designerdrømmen

CPHFW SS15. Efter 20 år i direktørstolen på forskellige modemagasiner var det på tide at pakke skriblerierne og den gode historie ind i en helt anden type af indpakning.
CPHFW SS15. Efter 20 år i direktørstolen på forskellige modemagasiner var det på tide at pakke skriblerierne og den gode historie ind i en helt anden type af indpakning.

Midt i Kødbyen på Vision møder FashionForum pludselig et lille stykke af Los Angeles på blot fire kvadratmeter, hvor en storsmilende kvinde, omgivet af knyttede bælter i alverdens farverige mønstre, slår sine folder.

’Big sky’, ’Blod & will’ og ’Living in the now’ er blot nogle af navnene på Berit Freutels bælter, som hun kalder “Bands of LA”. Med sig bærer de en ganske særlig historie, der allerede har vundet mange europæiske indkøberes hjerter – og pengepung. Nu satser hun på det danske marked.

Fra modemagasiner til free spirit og knyttede bælter

De sidste 20 år har Berit Freutel siddet i chefredaktørstolen hos blandt andet modemagasinerne DIVA og Italian Flair i Østrig, men en dag var det pludselig tid til at stoppe op og revurdere livssituationen. Som sagt, så gjort. En forelskelse i et lille hus ved Venice Beach i Californien var alt der skule til, før journalisten rykkede de østrigske teltpæle op og flyttede til Los Angeles for at smage et stykke af den amerikanske drøm, som alle snakker om.

Berit Freutels drøm var at blive modedesigner og lave knyttede bælter.

”Idéen bag Bands of L.A. er at indfange Los Angels-ånden; at gøre tingene en smule anderledes, at være fri, en smule rebelsk og udleve sine drømme,” forklarer hun mens hun viser, hvordan hun har knyttet det creme- og neonfarvede bælte omkring sine hofter. Hun fortsætter:

”Det er derfor, vi eksempelvis ikke har spænder, men knytter det. Vi skal give slip og lade det få sit eget liv”.

En historie, der hitter i Paris og Berlin 

De knyttede bælter er en ældgammel tradition fra Argentina, som Berit Freutel har forelsket sig i og nyfortolket i lyset af alt hvad Los Angeles står for – og det er altså noget, der hitter hos de internationale indkøbere.

På hendes første messebesøg i Paris hev hun ordrer hjem fra 45 butikker, hvilket hendes besøg på den berlinske messe ’Show & Order’ toppede. Her valgte hele 70 butikker nemlig at sætte deres underskrift i den sorte ordrebog.

Da Berit Freutel selv har været på den anden side af bordet som journalist, så hun ved godt, at en vigtig partner i hendes strategiske fremgang er pressen og en god portion omtale:

”Jeg har været på den anden side, så jeg ved hvad det er, der får dig til at skrive om det her. Det skal ikke bare være et par denim-jeans, du tager på og som ser godt ud på dig. I dag handler det om historien. Du vil se, at der er en ægte person bag”.

Det er også derfor at alt er lavet af designeren selv. Skrifttypen hun bruger er hendes egen håndskrift, alle billeder hun bruger, har hun selv taget og alle designs er tegnet i hånden.

Selvom Bands of L.A. først så dagens lys i oktober sidste år, er Berit Freutel allerede godt kørende hjemme i Los Angeles, men satser på et europæisk hovedmarked. Hun spotter gode udsiger for at Danmark kunne blive et potentielt stort marked, da hun oplever den samme varme og ægte ånd i København, som hjemme ved Venice Beach.

Nu håber hun bare at danskerne er klar til et brand som Bands of L.A. Om det lykkes, vil vise sig, når dagen i dag er omme, og Vision slukker lyset for denne sæson.