Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Modeugen indefra: Elise Gug

CFW SS15. Elise Gug fortæller om næste uges messedeltagelse på Vision i Øksnehallen, om DJs, H.K.H. Kronprinsesse Mary og opbygningen af deres stand.
CFW SS15. Elise Gug fortæller om næste uges messedeltagelse på Vision i Øksnehallen, om DJs, H.K.H. Kronprinsesse Mary og opbygningen af deres stand.

Sommeren er over os – og det samme er Copenhagen Fashion Week. I denne og næste uge bringer FashionForum en stribe interviews med aktører fra den danske modebranche – både dem, der afholder modeshow og dem, der er på messerne.

Hvilke messer er I på? 
I år er vi på Scoop i London under London Fashion Week (i juli) og på Vision i Øksnehallen under Copenhagen Fashion Week.

Hvorfor er I på messe ved Copenhagen Fashion Week?
Det er rigtig vigtigt at være synlige under modeugen. Ved at være på messe kan vi nå ud til både eksisterende og potentielle forhandlere. Det er en unik mulighed for at bygge en stand op, der udtrykker vores univers. Og så er det en god måde at netværke på – både med forhandlere, men også alle mulige andre spændende mennesker i modebranchen.

Hvornår begynder forberedelserne for dig til Copenhagen Fashion Week? 
I princippet begynder forberedelserne, når den forrige messe er slut. Vi følger op på, hvordan modeugen er gået og hvordan vi kan gøre det endnu bedre næste gang. De reelle forberedelser til den kommende messe begyndte i maj.

Tre nøgleord om jeres messestand?
Luksus, kvalitet og skønhed.

Hvad er dit bedste råd til dem, der er på messe første gang?
Se på dit brand som en helhed og ikke kun på den enkelte kollektion. Hvad er det for et univers, som potentielle forhandlere og kunder skal forelske sig i? Byg din stand op omkring det univers, hvor den nyeste kollektion passer perfekt ind i – både farvemæssigt og udtryksmæssigt.

Hvad er drømmescenariet at opnå på messen?
Drømmescenariet er, at der kommer en masse aftaler i hus. Både fordi, at vi har en stærk kollektion, som vi er stolte af at vise frem, men også fordi, at de potentielle forhandlere kan finde en glæde i at være en del af Elise Gug-universet, som de så kan formidle videre i deres egne butikker.

Hvad glæder I jer mest til på messen?
Vi glæder os meget til at vise kollektionen frem, netværke med forhandlere og branchefolk og til at være en del af en hektisk og sjov uge, hvor hver dag er anderledes. Og så glæder vi os til at se, hvad de andre har fundet på, på deres stande. Man kan altid blive inspireret og positivt overrasket over sine ‘med-modekollegaer’.

Hvem er den vildeste, der har besøgt jeres stand?
Det må være Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary. Hun er et stilikon i hele verden og har ofte Elise Gug på. Det er vi meget stolte af – ikke mindst fordi vi synes, at vores klassiske udtryk passer godt til H.K.H. Kronprinsesse Marys stil og personlighed.

Hvordan er stemningen på messen?
Messen skal gerne være fuld af liv. Der er forskellige DJs, der spiller musik hver dag, god mad, en masse mennesker og så er der forhandlere fra hele verden, som har hver deres kultur, måder at handle på, måder at møde nye mennesker på osv. Det er altid spændende at støde ind i branchefolk fra hele verden, og afhængig af, hvilket land, de kommer fra, taler man med alle på forskellige måder. Det er enormt inspirerende, udfordrende og lige præcis dét, der gør en international modeuge fuld af liv.

Følg med i de kommende uger, hvor du blandt andet kan møde David Andersen, Munthe, A Question Of, Freya Dalsjø og mange flere.