Man skulle tro, at når man som virksomhed eller forbruger betaler mere for en vare, der er mærket ”Made in Europe”, så sikrer man de fabriksansatte en lovmæssig løn og ordentlige arbejdsforhold.
Men sådan forholder det sig langt fra, viser Clean Clothes Campaigns seneste rapport ”Stitched Up – Poverty wages for garment workers in Eastern Europe and Turkey”.
Ulovlige lønninger
Overraskende nok viser undersøgelsen nemlig, at de minimumslønninger, som over 300 mio. fabriksarbejdere i de ti undersøgte lande arbejder for, udgør mindre end halvdelen – og helt ned til en sjettedel – af en basis-leveløn.
Clean Clothing Campaign, der er en international netværksorganisation, som arbejder for bedre forhold i tekstilbranchen, ønsker derfor at gøre fabriksarbejdernes arbejdsuge kortere og sikre dem end løn, der gør, at de kan overleve uden at skulle tage et ekstra job ved siden af.
Deres forslag lyder på, at hæve mindstelønnen til minimum 60 pct. af, hvad en gennemsnitlig arbejder i det enkelte land tjener. Samtidig ønsker Clean Clothes Campaign at stille virksomhederne og de produktionsansvarlige i de østeuropæiske lande til ansvar for deres handlinger, så fabriksmedarbejderne på sigt sikres deres arbejdsrettigheder.
Selvom Klaus Jensen, der er sekretariatsleder for den danske afdeling af Clean Clothing Campaign, mener, at det er et fælles ansvar at arbejde hen imod at få vedtaget lovændringen, erkender han, at Clean Clothes Campaign har et større arbejde foran sig.
Clean Clothing Campaign forsøger derfor at gå i dialog med de enkelte brands og politikere, at konfrontere dem med problemet og forsøge at få dem til at overveje, hvordan de kan ændre deres nuværende måde at producere på, således at den respekterer fabriksmedarbejdernes arbejdsrettigheder.
En fremtidig forsikringsordning for modevirksomhederne
Hvis mindstelønnen bliver hævet, er der risiko for, at modevirksomhederne søger mod andre lande, hvor arbejdskraften er endnu billigere. Særligt Afrika er kommet i søgelyset hos mange virksomheder, da produktionen her kan gøres endnu billigere end i Østeuropa og Kina.
Selvom Klaus Jensen anerkender, at risikoen for at produktionen flytter – og nissen rykker med – er tilstede, håber han dog ikke rigtig på, at det er noget, der kommer til at ske i særlig stor stil. Men grundlæggende handler det i hans øjne om at se på socialt bæredygtig produktion på en ny måde:
”Modevirksomhederne skal i stedet se det (at blive i de eksisterende produktionslande og hæve lønnen, red.) som en form for forsikringsordning. Hvis man som modevirksomhed ikke gør noget for at forbedre sine produktionsforhold, så er der en risiko for, at man udsætter sig selv for kritik i medierne. Deres kritiske omtale af virksomheden påvirker igen den måde, som forbrugeren opfatter og forstår modevirksomheden på, som i sidste ende kan føre dårligt salg med sig.”
Samtidig uddyber Klaus Jensen, at hvis minimumlønnen bliver ens for fabriksarbejderne i de østeuropæiske lande, vil modevirksomhedernes produktionsomkostninger også være ens uanset om man får produceret sit tøj i Kroatien eller Rumænien. Ifølge ham vil det styrke konkurrencen på markedet:
”Alle virksomheder, der får produceret deres varer i Østeuropa, vil få de samme produktionsomkostninger og dermed også få lige vilkår for konkurrence på markedet.”
Branchen har selv skabt den verden, de lever i
Der er som sådan ikke noget overraskende i, at mange virksomheder får produceret deres varer i lande, hvor omkostningerne bliver holdt på et minimum, påpeger Klaus Jensen.
Men når man outsourcer sin produktion, er man som virksomhed ikke nødvendigvis klar over, at man dermed også outsourcer ansvaret for medarbejdernes kår til landets regering med de konsekvenser, det potentielt fører med sig:
”Man kan som virksomhed ikke sige, at man ’ikke er klar over problemet’. Når staten ikke selv formår at løfte mindstelønnen i de østeuropæiske lande, så har virksomhederne et ansvar for at undersøge, hvad de kan gøre for at rette op på problemet. De nuværende produktionsomstændigheder er i strid med menneskerettighederne,” siger Klaus Jensen og fortsætter:
”De fleste involverede brands har et code of conduct, hvor der står, at de ønsker deres varer produceret under ordentlige forhold. Så må de også stå til ansvar, når det gælder.”
