Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Copenhagen Fashion Week offentliggør sæsonens showkalender

Sommermodeugens showkalender ligger klar, og den byder blandt andet på et bæredygtigt åbningsshow.
Sommermodeugens showkalender ligger klar, og den byder blandt andet på et bæredygtigt åbningsshow.

Copenhagen Fashion Week har i dag offentliggjort sommermodeugens showkalender, som tæller knap 40 shows fordelt i en ON og OFF kalender. Blandt disse er det officielle åbningsshow, som for første gang er et bæredygtigt mærke. Valget er faldet på det dansk/færøske avantgardemærke Barbara Í Gongini, som skyder modeugens show-del i gang tirsdag den 5. august kl. 16.00 på Københavns Rådhus.

”At Copenhagen Fashion Week vælger at markere sig med et bæredygtigt åbningsshow skal ses i lyset af forårets veloverståede topmøde om bæredygtighed, Copenhagen Fashion Summit, og vores generelle indsats for at understøtte udviklingen af en mere bæredygtig modebranche, herunder også en mere grøn modeuge. Financial Times udråbte sidste sommer Copenhagen Fashion Week som ”the world’s greenest fashion week” – og det er en titel, der forpligter,” siger Eva Kruse, adm. direktør i Copenhagen Fashion Week i en pressemeddelelse.

Showkalenderen består af et mix af mærker – fra den nye designergenerations Anne Sofie Madsen og Asger Juel Larsen over de mere etablerede som Ganni og Henrik Vibskov til de klassiske modehuse som Mads Nørgaard og By Malene Birger.

Se hele showkalenderen her: www.copenhagenfashionweek.com/schedules.

Ændrede datoer for modeugen

Denne sommers modeuge strækker sig over en længere periode end normalt, idet messerne nu ligger forskudt og spreder sig over dagene fra søndag den 3. august til fredag den 8. august. Således holder CIFF, CIFF Kids og Vision nu åbent søndag til onsdag og Gallery onsdag til fredag. Copenhagen Fashion Week bygger bro mellem de to messeperioder, og shows finder derfor sted fra tirsdag den 5. august til og med torsdag den 7. august.

Pressebesøg på messerne

Copenhagen Fashion Week har endvidere opprioriteret messernes rolle i showkalenderen, og derfor vil pressebussen, der normalt kun kører fra show til show, også lægge ruten forbi modeugens store salgsplatform, nemlig messerne. Dermed får pressen bedre lejlighed til at besøge de mærker, der udstiller på messerne.