Bestseller køber britisk online-modebutik
Bestseller er atter på opkøbsjagt i Storbritannien. Denne gang erhverver Brande-koncernen et større discount-foretagende.Danske Bestseller har lagt billet ind på – endnu – en webgigant. Britiske M & M Direct, der sælger discountmode på nettet, kunne nemlig fredag ifølge Business.dk løfte sløret for, at Bestseller har underskrevet en købskontrakt på 140 mio. pund – svarende til 1,3 mia. kr. – for webforetagendet, der forhandler både kendte og mindre kendte mærker til meget nedsatte priser.
Bestseller ejer allerede dele af Zalando, ASOS og Smartguy. Men hvor disse tre har skuffet på bundlinjen seneste år, kunne M & M Direct i seneste årsregnskab notere en omsætning på 119 mio. pund (ca. 1,1 mia. kr.), og et bundlinjeresultat (EBITDA) på 10,5 mio. pund, hvilket svarer til 983 mio. kr.. Det er en fremgang på henholdsvis 9 pct. og 21 pct. sammenlignet med forrige regnskabsår.
Det forlyder, at opkøbet sker lige inden M & M Direct var planlagt børsnoteret til en værdi på mellem 140-170 mio. pund (1,3-1,6 mia. kr.). Bestseller overtager M & M Direct fra kapitalfonden TA Associates.