Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

The X Collection dropper salg via eksterne forhandlere

Henriette Steffensens undermærke The X Collection vil fremadrettet kun blive solgt via mærkets egen hjemmeside. Forhandlerne var for uenige om, hvad de ville have, lyder forklaringen.
Henriette Steffensens undermærke The X Collection vil fremadrettet kun blive solgt via mærkets egen hjemmeside. Forhandlerne var for uenige om, hvad de ville have, lyder forklaringen.

Mærket Henriette Steffensen Copenhagen (HSCPH) har eksisteret siden 2003. Otte år senere lancerede designeren, som bærer samme navn som mærket, tillige brandet The X Collection, der har  fokus på “kvalitetsbevidste kvinder i str. 42-52”. De seneste år er dette nye mærke blevet solgt via brandets hjemmeside og via multibrandbutikker, men det laver modekoncernen nu om på:

“Det er vores oplevelse, at de udvalgte butikker, som The X Collection er blevet solgt i, har en meget forskellig holdning til størrelser, farver, design og ikke mindst til slutbrugernes villighed til at betale for god kvalitet. Vi oplever, at dette giver begrænsninger i forhold til at tilbyde målgruppen designertøj i høj kvalitet med den designideologi, der kendetegner brandet,” forklarer Henriette Steffensen i en meddelelse, der fortsætter:

“Da vi ønsker at styrke salget yderligere samt opnå en større design- og produktionsmæssig frihed, har [vi] besluttet, at The X Collection fremover kun vil blive solgt via virksomheden egen webshop.”

Med denne beslutning er perioden fra design, til at produktet er på markedet, meget kort, forklarer Henriette Steffensen og tilføjer:

“Vi kan med kort varsel navigere og tilfredsstille efterspørgsler fra markedet baseret på den design-dna, vi står inde for. Det giver en interessant fleksibilitet, og vi ser frem til ikke at være begrænset af den konventionelle salgsform,” slutter chefdesigner og indehaver af HSCPH, Henriette Steffensen.