
Et uskyldigt elsdyr er blevet centrum for en strid mellem amerikanske Abercrombie & Fitch og det midtsjællandske børnetøjsfirma Urban Elk. Abercrombie anklager danskerne for at misbruge og kopiere kædens logo. Det skriver mx.dk.
Lige som Abercrombie & Fitch bruger Urban Elk nemlig en animeret elg som figur, og derfor har detailkæmpen sat advokater på sagen, der har klaget til Patent- og Varemærkestyrelsen.
Abercrombie & Fitch påpeger blandt andet i klagen, at begge elge “står med hovedet mod venstre og i øvrigt har de samme karakteristiske træk, såsom form på bugen og bagbenene.”
LÆS OGSÅ: ”Abercrombie & Fitch i hård modvind”
Styrelsen har dog gennemført en anatomisk sammenligning af de to elge, og det fremgår i afgørelsen, at der intet er at komme efter:
”Hvor indsigers mærke fremtræder mere naturalistisk i sit udtryk, er det angrebne mærke stærkt karikeret med to opadstående, skeformede gevirer, en overproportioneret, hængende mule, to cirkelrunde og nærmest stirrende øjne, en buttet krop og fire korte, buttede ben,” lyder det ifølge mx.dk i afgørelsen fra Patent- og Varemærkestyrelsen, der har afvist klagen.
Efterfølgende har Abercrombie & Fitch appelleret kendelsen til Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Men også her fik tøjgiganten en afvisning.
Kilde: Mx.dk.