Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Novozymes vinder innovationspris

Den danske enzymgigant modtager pris for ny farvningsteknologi, der sparer både tid, vand og energi.
Den danske enzymgigant modtager pris for ny farvningsteknologi, der sparer både tid, vand og energi.

Novozymes modtager årets innovationspris fra britiske The Society of Dyers and Colourists, som er en af verdens førende sammenslutninger, når det gælder vidensdeling og innovation inden for farvning.

Prisen bliver givet til innovative nyskabelser, ”der har potentialet til at blive game changers i industrien.”

LÆS OGSÅ: ”SAC-direktør: Vi vil skabe et race to the top”

Novozymes modtager prisen for deres såkaldte Combi-proces, hvor de anvender neutrale cellulase-enzymer frem for sure cellulase-enzymer. Cellulase-enzymer bruges til at fjerne løse fibre fra tøjet, og Novozymes’ neutrale af slagsen kan kombinere to led i farvningsprocessen. Det sparer både tid, energi og vand for tekstilproducenten.

”Vi er glade for at vinde SDC Innovation Award, og vi er meget stolte af, at vores patenterede Combi-proces bliver anerkendt som en state of the art-teknologi af en så kompetent gruppe af brancheeksperter,” siger Han Kuilderd, der er industry technology manager i Novozymes’ tekstilafdeling på virksomhedens hjemmeside.

Højere kvalitet og mere bæredygtigt

Ifølge Novozymes kan teknologien barbere 90 minutter af farvningsprocessen og skabe produkter af højere kvalitet, der ser nye ud længere – selv efter gentagen vask og slid.

”Når det gælder om at skabe en mere bæredygtig tekstilindustri, så mener vi, at nøglen er at skabe bedre kvalitet og mere holdbare tekstiler, der holder længere. Det er præcis, hvad Combi-processen gør,” siger Han Kuilderd.