Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Yde satser på Skandinavien med ny prisstruktur

Det danske luksusmærke har føjet en mere tilgængelig sektion til kollektionen denne sommer og deltager for første gang på dansk messe.
Det danske luksusmærke har føjet en mere tilgængelig sektion til kollektionen denne sommer og deltager for første gang på dansk messe.

Både snit og materialer bliver mere tilgængelige i dele af kollektionen, når det danske mærke Yde til sommer for første gang er at finde på en dansk modemesse.

Yde har nemlig besluttet at sænke priserne på en tredjedel af den ca. 100 styles store kollektion. Det sker efter ønske fra kunderne.

”Jeg vil gerne være med til at gøre elegance mere tilgængelig, og det vil gøre mig så glad at se flere gå med Yde,” siger Ole Yde, designer og grundlægger af mærket, mens adm. direktør i Yde Anthony Assefi over for FashionForum.dk uddyber:

“Målet er at nå et bredere publikum med ekspansionen af kollektionen. Vi har bare føjet en sektion til, som er mere egnet til dagsbrug, og som er mere konkurrencedygtig rent prismæssigt. De mere detaljerige styles til særlige lejligheder vil stadig være der, det her er bare en tilføjelse.”

Priserne på de mere enkle styles kommer til at ligge fra 100 euro i indkøbspriser, hvilket svarer til rundt regnet halvdelen af prisen på de mere luksusprægede dele. Men DNA’et i de to prislejer vil være det samme – og stadig umiskendeligt Yde’sk, lover direktøren.

Med de mere tilgængelige styles er håbet at sætte sig mere solidt på Skandinavien, fortæller direktøren. Derfor har YDE også for første gang i mærkets historie besluttet at tage på messe og kan besøges på CIFF august.

“Ved at deltage på CIFF håber vi at nå det skandinaviske marked, og vi tænker, at messen er den bedste platform at lancere udvidelsen af kollektionen og sprede ordet. En større tilstedeværelse i København og Skandinavien er meget vigtig for os,” siger direktøren til FashionForum og understreger at kollektionen stadig – som ved seneste sæson – vises i København og på catwalken i Paris.

Foruden på messen kan den nye kollektion opleves i Inger Halms Personal Style-showroom i København og i Paris.