Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

Bruuns Bazaar får million-indsprøjtning

Modehuset kom ud af 2013 med et millionunderskud, men aktionærerne har stået klar med en hjælpende kapitalindsprøjtning på 4,5 mio. kr.
Modehuset kom ud af 2013 med et millionunderskud, men aktionærerne har stået klar med en hjælpende kapitalindsprøjtning på 4,5 mio. kr.

Efter underskud i 2011 og 2012 kom Bruuns Bazaar også ud af 2013 med et millionunderskud. Denne gang lyder det på 2,3 mio. kr., mens omsætningen ligger 27,5 mio. kr. Resultatet er ganske vist forbedret fra året før, hvor underskuddet lød på 9,9 mio. kr., men præstationen er stadig skuffende for ledelsen hos Bruuns Bazaar. Det skriver Business.dk.

Alligevel er der ikke tegn på kapitulation hos modefirmaet, der har eksisteret siden 1994. Som konsekvens af det negative resultat har aktionærerne besluttet at indskyde 4,5 mio. kr. i Bruuns Bazaar.

Samtidig er der kommet en gammel kending i folden i form af Lene Borggaard, som blev ansat som ny kreativ direktør sidste sommer. Hun var hos Bruuns Bazaar fra 2002 til 2008, og ifølge Bruuns Bazaars administrerende direktør og medstifter, Teis Bruun, er der blevet taget godt imod den nye designers snit.

LÆS OGSÅ: ”Bruuns Bazaar udpeger ny kreativ direktør”

”Man kan sige, vi genfinder vores DNA,” siger Teis Bruun til Business.dk, og fortæller videre, at der er blevet taget godt imod de få produkter, der indtil nu har været ude. Derfor forventer direktøren også, at det nye design vil forbedre omsætningen og rette op på regnskabet.

”De produkter, som hun (Lene Borggaard, red.) leverer og hele vores nye DNA, virker rigtig, rigtig godt. Så vi er rimeligt fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden,” siger Teis Bruun og tilføjer, at virksomheden har haft 30 procent vækst på engros-markedet.

Baum und Pferdgarten trækker op

Bruuns Bazaar-huset overtog i 2009 det aktive ejerskab af Baum und Pferdgarten i fællesskab med de to stiftere efter selskabets konkurs. Baum und Pferdgarten kører med selvstændigt regnskab og har netop offentliggjort årsregnskab for 2013. Med et resultatet for 2013 på 3,6 mio. kr. går det noget bedre for det genopståede modeselskab, end det gør for Bruuns Bazaar, og Teis Bruun kalder udviklingen i Baum und Pferdgarten for ”fin”.

”Deres omsætning eksploderer i øjeblikket, og ser man samlet på Bruuns Bazaar og Baum und Pferdgarten, har vi et positivt resultat,” siger Teis Bruun.

Bruuns Bazaar har – udover mærket Bruuns Bazaar – tøjkollektionen BZR. Tøjet bliver solgt i 14 egne retail-butikker i Skandinavien og i ca. 25 lande via 500 uafhængige forhandlere.

Kilde: Business.dk