Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Wackerhaus donerer nye kjoler til udlejningsbutik

Et helt nyt velgørenhedskoncept, Chare, fungerer som en slags fælles abonnement-baseret 'walk-in-closet', der skal gøre op med brug-og-smid-væk kulturen.
Et helt nyt velgørenhedskoncept, Chare, fungerer som en slags fælles abonnement-baseret 'walk-in-closet', der skal gøre op med brug-og-smid-væk kulturen.

En nedslidt butik, hvor man skal lede længe efter de gode fund, hvor luften står hengemt stille, og hvor det ikke er eksklusiv mode, der er i højsædet – snarere tværtimod. Dén fordom om genbrug kan man godt pakke sammen, når man træder ind i Dansk Flygtningehjælps nyåbnede satsning Chare, der ligger blandt små designbutikker på en sidegade til Strøget.

Dele af lokalerne er fredede, blandt andet lofterne, der er imponerende beklædt med de fineste glasmosaikker og guldindramninger, og stativerne prydes af pailletbesatte mærkevarekjoler, mens et fad med vindruer står indbydende parat på et lille træbord.

FashionForum besøger det nyåbnede butikskoncept, der næsten bedst kan beskrives som en slags fælles walk-in-closet, som medlemmerne deles om. Susanne Krogh Petersen, der er projektleder hos Dansk Flygtningehjælp, ønskede nemlig at finde en ny måde at rejse flere penge til organisationen, og med inspiration fra det svenske brugttøjsbibliotek Klädoteket i Malmø kunne udviklingsteamet hos Dansk Flygtningehjælp se muligheder i en lignende løsning.

”Vi ville gerne rejse flere penge til Dansk Flygtningehjælp. Jeg er forretningsudvikler og begyndte at tænke i tal. For hvad kan man egentlig få folk til at betale for at leje tøj?” spørger Susanne Krogh Petersen.

LÆS OGSÅ: “Unge køber nyt tøj i stedet for at vaske det, de har”

For at blive en del af fællesskabet kan man melde sig ind for et månedligt gebyr på 159 kr. Herefter koster det 10 kr. pr. udlejning, med en udlejningstid på 14 dage og med mulighed for genlån tre gange.

Når man har brugt tøjet, betaler man enten 10 kr. for almindelig vask, 20 kr. for håndvask eller, hvis det er nødvendigt, et gebyr for rens.

Tøjet består hovedsageligt af kollektionsprøver og styles fra tidligere kollektioner, doneret af blandt andre prominente danske mærker som WoodWood, Barbara í Gongini, Whiite, Stella Nova, Just Female, Kokoon, Wackerhaus, Storm & Marie og Samsøe Samsøe.

Eksklusivitet, velgørenhed og bæredygtighed går hånd i hånd … i hånd

Susanne Krogh Petersen understreger da også vigtigheden af, at butikkens udtryk er indbydende og eksklusivt:

”For ikke at kopiere allerede eksisterende initiativer, har vi valgt at fokusere på nyt tøj. Vi skal tilbyde medlemmerne noget, de har lyst til at leje. Modemennesker er kræsne, og det skal de have lov til at være,” siger hun til FashionForum.

Bæredygtighed ligger ligeledes Susanne Krogh Petersen på sinde. Hun mener, at modebranchen er nødsaget til at gennemgå en omstilling, og derfor må der prøves nye forretningsmodeller af:

“Vi vil jo alle gerne have et stort udvalg af tøj og føle os smukke. Hvis vi vil opnå det på en måde, hvor vi samtidig forbruger færre tekstiler, er vi nødt til at dele,” siger Susanne Krogh Petersen.

Sponsoreret designertøj

Da Chare åbnede d. 26. april, hang der allerede 250 styles, som en lang række danske designere havde doneret, i butikken. Målet er, at dette tal er firdoblet til september, når endnu flere designere bliver en del af projektet.

For at holde en høj standard er det dog ikke alt tøj, der får plads i butikken. På stativerne hænger blandt andet en eftertragtet guldkjole fra Wackerhaus, der sidste år var en sand favorit blandt de danske stylister, flere fine kjoler fra Stella Nova, en læderjakke fra Silverblack og en lang, smuk, sort kjole fra Samsøe Samsøe.

Ifølge Susanne Krogh Petersen er det især ved særlige anledninger, at folk kan spare mange penge på at leje i stedet for at købe.

”Man har lynhurtigt sparet rigtig mange penge, hvis man ikke køber nye kjoler, hver gang man skal til et bryllup, en fest eller på date,” siger hun og tilføjer:

”Vi ønsker, at folk får en følelse af, at de gerne bare må komme forbi og prøve. De skal føle, at det også er deres klædeskab. Vi har ikke nogen salgstvang, hvilket er dejligt og giver en afslappet og hyggelig stemning.”

Læs mere på www.chareroom.dk