Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Udland

Accord-chef: Aftale kan udbredes til andre lande

Den internationale Accord kan på sigt udbredes til andre produktionslande. Det siger en af cheferne for Accorden i et interview med FashionForum.
Den internationale Accord kan på sigt udbredes til andre produktionslande. Det siger en af cheferne for Accorden i et interview med FashionForum.

I kølvandet på Rana Plaza-kollapset 24. april sidste år blev den internationale Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh etableret for at rette op på sikkerhedsproblemerne på landets tusinder af tøjfabrikker.

Under sidste uges Copenhagen Fashion Summit holdt Accordens executive director of international operations, Alan Roberts, et oplæg om arbejdet i Bangladesh post Rana Plaza.

LÆS OGSÅ: ”Accord-chef: Rana Plaza var ikke en ulykke”

I den forbindelse mødte FashionForum Alan Roberts til en kort snak – blandt andet om de fremtidige muligheder for at udbrede Accorden til andre produktionslande.

Hvad er udfordringerne, hvis Bangladesh-Accorden skal udvides til også at omfatte andre produktionslande?

”Lige nu er vi nødt til at holde absolut fokus på Bangladesh. Der er en kæmpe industri i det land, som har behov for fuld inspektion – det er det kortsigtede fokus. Der er fortsat store udfordringer i Bangladesh – fx er hverken fodtøj eller tekstiler inkluderet under Accorden, og der er utvivlsomt lignende udfordringer (som på tøjfabrikkerne, red.), når det gælder sundhed og sikkerhed.

LÆS OGSÅ: ”Bangladesh: Problemer på 10 ud af 10 fabrikker”

Personligt mener jeg, at når vi har en model, som er brugbar og kan skaleres op, så bør vi udvide den til at omfatte fodtøjs- og tekstilindustrien og få de øvrige 1.000-1.500 fabrikker i Bangladesh med, som har de samme problemer. Når det er gjort – og det behøver ikke nødvendigvis at være færdiggjort – så kan den model tages videre til andre udviklingslande, der har med tekstiler at gøre. Hvis vi ser på Indonesien, Cambodja, Laos, Thailand og Vietnam, så er der en oplagt mulighed for at tage denne model med til de lande, hvor udfordringerne vil være de samme.”

Er der også en mulighed for at skabe en mere præventiv tilgang, når det gælder sikkerhed på fabrikkerne i de nye lande inden for tøjproduktion, som fx i Etiopien, der er så nyt et land i denne sammenhæng, at de først er ved at bygge fabrikkerne nu?

”Det er ikke vores ansvar at tage til Etiopien og sætte standarderne der, men det er tøjmærkernes ansvar. De investerer i fx Etiopien, og det er deres ansvar at sige: Vi har lært lektien fra Rana Plaza, så når vi bygger fabrikker nu, så skal vi sørge for, at bygningernes strukturelle integritet er absolut førsteklasse, og at de bliver bygget inden for regulativerne.

LÆS OGSÅ: ”Ét år efter Rana Plaza: Problemerne er langtfra løst”

På de fleste af de fabrikker, vi har tjekket i Bangladesh indtil videre har bygningsreglementerne faktisk været ret gode – på papiret. Men bygningerne er bare ikke bygget efter planerne. Så du har ret, det gælder om at gøre det rigtigt fra starten. I Etiopien skal der sættes standarder og man skal sikre, at der rent faktisk også bliver bygget efter de standarder fra begyndelsen.”

Hvad har været den største overraskelse i arbejdet med Accorden indtil videre?

”Den største overraskelse har været, at langt størstedelen af fabriksejerne har været positivt indstillede og respekteret det, som vi prøver at gøre og forstået behovet – selvfølgelig pga. Rana Plaza. Den store grad af samarbejde on the ground har været overraskende.”