Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Danefæ i stor kopi-sag i Tyskland

Den store tyske discountkæde KIK har produceret 80.000 babybodystocks med Danefæs logo på brystet til salg i kædens 3200 butikker. Fogedretten har nedlagt forbud mod salget.
Den store tyske discountkæde KIK har produceret 80.000 babybodystocks med Danefæs logo på brystet til salg i kædens 3200 butikker. Fogedretten har nedlagt forbud mod salget.

Danefæ har fået nedlagt fogedforbud i Tyskland

En grønstribet baby-bodystocking. På maven et genkendeligt print af en glad viking med dannebrogshjelm. Dragten ligner en, der kunne være produceret af Danefæ, men i den tyske discountkæde KIK var det ikke den danske børnetøjsvirksomhed, der stod bag.

Derfor har Danefæ nu fået nedlagt fogedforbud mod salget af både vikingesparkedragten og en bodystocking med et katteprint, der ligeledes hører blandt Danefæs signaturprints.

“Der er tale om en direkte gengivelse af Danefæs vikingeprint samt Danefæs katteprint. Begge er prints, som Danefæ bruger i samtlige kollektioner, og for vikingens vedkommende, er der tale om Danefæs logo,” skriver Louise Warberg Hækkerup, der er indehaver af Danefæ.

Hun blev i første omgang opmærksom på salget af kopierne i KIK, idet flere medlemmer af den tyske Facebookgruppe “Danefae Junkies” kontaktede virksomheden.

“Flere af disse gav udtryk for, at de var kede af, at vi havde valgt at samarbejde med denne kæde. Det var altså ikke tydeligt for kunderne, at der ikke var tale om produkter fra os,” siger hun videre.

Discountkæden KIK oplyser, at de i alt har produceret 80.000 bodystockings af de to typer til salg i kædens 3200 tyske butikker.

I første omgang indgik Danefæ og KIK aftale om at trække varerne tilbage fra markedet, men da denne ikke blev overholdt, er Danefæ nu gået rettens vej – i første omgang via Fogedretten, der nu har nedlagt forbud mod salg af varerne.

“Det er rigtig rigtig ærgerligt for os, at en så stor spiller i markedet i Tyskland vælger at bruge vores prints, og at dette medfører, at vores kunder i Tyskland er i tvivl om, hvorvidt varerne hidrører fra os,” siger Louise Warberg Hækkerup og fortsætter:

“Tyskland er et af vores helt store upcoming-markeder, så det har selvfølgelig stor betydning for os, hvordan vi bliver opfattet på markedet, og salg af så stor en mængde varer med vores prints på fra en større discountkæde, er selvfølgelig meget meget skadeligt for os.”

Sagen fortsætter ved de almindelige domstole i Tyskland, hvor Danefæ nedlægger krav om erstatning.