04.04.14
H&M åbner første butik i Australien
Australien har indtil nu undværet den svenske tøjgigant, men nu åbner H&M deres første butik i Melbourne.Med næsten 3.000 butikker i 48 lande, rykker H&M nu til Australien, hvor de foreløbig har planer om at åbne seks butikker. Det skriver Guardian Australia. Den første butik åbner i denne weekend i Melbourne.
I H&Ms årsrapport, der netop er udkommet, kan man desuden læse, at den svenske virksomhed åbnede butikker i fem nye lande i 2013. Det drejede sig om Chile, Litauen, Serbien, Estland og gennem franchise, Indonesien.
I år gælder det så Filippinerne, Indien, Australien samt et endnu ikke offentliggjort nyt marked, hvor H&M vil åbne butikker i slutningen af i år. I 2015 åbner H&M deres første butik i Sydafrika.
I alt har svenskerne planer om at åbne 375 nye butikker på verdensplan i løbet af i år.