Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

DK Company-direktør: Vi vil være Europas førende multibrand-koncept

I går blev salget af fire IC Companys-mærker til DK Company offentliggjort. Nu fortæller DK Company-direktør Jens Poulsen om opkøbet.
I går blev salget af fire IC Companys-mærker til DK Company offentliggjort. Nu fortæller DK Company-direktør Jens Poulsen om opkøbet.

”Med opkøbet af InWear, Part Two, Matinique og Soaked in Luxury samt butikskonceptet Companys har vi de absolut bedste vilkår for at videreudvikle vores brands og forretning og forfølge vores ambition om at blive blandt Europas førende multibrandudbydere i mellempris-markedet,” lyder det fra Jens Poulsen, adm. dir. i DK Company, som netop har købt hele IC Companys mid market-segment samt detailkæden Companys.

”Mærkernes volumen og deres position på markedet passer rigtig godt i DK Companys produktportefølje, og vi glæder os til sammen med medarbejdere og samarbejdspartnere at videreudvikle de fire brands samtidig med, at overtagelsen af butikskonceptet Companys styrker vores platform inden for detail,” siger han videre.

DK Company har med mærker som Cream, Blend, B.young, Fransa og ICHI allerede godt fat i netop mid market-segmentet og omsatte i seneste regnskabsår for 1,6 mia. kr. – det var 400 mio. kr. bedre end året før.

”Historisk har DK Company haft en indtjening over markedsgennemsnittet, og med gårsdagens rekord-regnskab for 2013 – der resulterede i et EBIT på 99,7 mio. kr. – har vi et godt udgangspunkt for at forfølge vores strategiske vækstmål. Med vores erfaringer fra de seneste opkøb vil vi nu integrere og videreudvikle de opkøbte brands i synergi med resten af koncernen,” siger Jens Poulsen videre.

Opkøbet bringer ifølge koncernen DK Company “tættere på målet om at blive en af Europas førende multi-brandudbyder”.

“Med købet af de fire brands styrker vi vores positionering i mid-segmentet ved at tilføre brands i den øvre del af dette segment, så vi samlet står som en stærkere samarbejdspartner. Med Matinique får vi styrket vores portefølje af herrebrands markant, mens vi med Soaked in Luxury forstærker vores position inden for det yngre segment og fast fashion,” siger Jens Poulsen.

De fire nyindkøbte brands sælges på nuværende tidspunkt i mere end 1.500 danske og internationale butikker. Og selvom DK Company har hovedkvarter i Ikast bevares de fire nye mærkers kontorer i hovedstadsområdet:

 

”Fremover får vi endnu bedre mulighed for at tiltrække de bedst kvalificerede medarbejdere fra alle dele af landet, idet vi nu vil være repræsenteret med domiciler i både København, trekantsområdet og Midtjylland,” siger Jens Poulsen.

DK Company driver mere end 200 egne kædebutikker og har ca. 12.500 engroskunder på verdensplan. Koncernen tæller foruden de fire nyindkøbte mærker Ichi, Blend, B.Young, Blue Willi’s, Creamie, Denim Hunter, Dranella, Fransa, Gestuz, Casual Friday, Cream, Kaffe, Karen by Simonsen, Occupied og Sorbet.

DK Company beskæftiger i dag 1.000 medarbejdere.