Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ny filmfestival - Mode og arkitektur hænger sammen

Om en uge inviterer CIFF, modeforsker Ane Lynge-Jorlén og Copenhagen Architecture Festival x Film til en kortfilmsaften i modens og arkitekturens tegn.
Om en uge inviterer CIFF, modeforsker Ane Lynge-Jorlén og Copenhagen Architecture Festival x Film til en kortfilmsaften i modens og arkitekturens tegn.

København sætter fokus på både de smukke og de grimme byggerier, når der i næste uge for første gang blændes op for Copenhagen Architecture Festival x Film.

Filmfestivalens program strækker sig vidt, og fredag aften om præcis en uge har festivalen i samarbejde med modemessen CIFF inviteret til en aften i kortfilmens tegn. Her sættes spændingsfeltet mellem mode og arkitektur under lup.

FashionForum fangede modeforsker Ane Lynge-Jorlén, der er præsenterer kortfilmparaden på fredag, for hvordan hænger mode og arkitektur egentlig sammen – og på hvilke punkter adskiller de to størrelser sig fra hinanden?

“Mode og arkitektur er forskellige discipliner med forskellige selvopfattelser og historie,” begynder Ane Lynge-Jorlén og fortsætter:

“Når det er sagt, er der siden 1980’erne sket en øget afsmitning af arkitekturen på moden. En række modedesignere, blandt andre Hussein Chalayan, Rei Kawakubo og Lucy Orta, opererer med arkitektoniske greb i deres kropsforståelse og har afsøgt mode, som kan ‘bebos’.”

Til sin sommerkollektion i 2000 tog Hussein Chalayans kjoler som eksempel udgangspunkt i et samarbejde med London-tegnestuen/ingeniørvirksomheden B Consultants. Men ud over det skulpturelle, som de to kreative løbebaner, arkitekturen og moden, har til fælles, er der også et andet helt tydeligt samstemmende punkt, siger Ane Lynge-Jorlén:

“Derudover er der selvfølgelig også modebølger og trends i arkitekturen. De bevæger sig bare langsommere og trækker på et andet værdisæt og økonomi end moden, som er hurtigt skiftende og kan være masseproduceret.”

For forskeren er det ingen overraskelse, at moden kommer på programmet ved den nye filmfestival.

“Som blandt andet Fashion in Film-festivalen (modefilmfestival, der afvikles i København i forbindelse med modeugen, red.) også er et vidnesbyrd om, er modefilmmediet i rivende udvikling – med alt fra tydelige reklamefilm, der “oversælger” til eksperimentalfilm,” siger hun og forklarer om de film, man kan opleve fredag:

“De modefilm, der skal vises, tager alle afsæt i en eller anden form for arkitektonisk ramme, som giver et yderligere lag til filmen og til modebrandet. Arkitektoniske perler som Aalto- og Mollino-huse giver modebrandene en merværdi. Den arkitektoniske ramme er med til at skabe en ‘stemning af cool’, der trækker på designindsigt og lidt får os til at glemme, at der faktisk er tale om reklamefilm, som er økonomisk motiverede,” slutter Ane Lynge-Jorlén.

Vind to billetter til arrangementet
Hvor mange gange har Copenhagen Architecture Festival x Film været afholdt?
Send svaret til konkurrence@fashionforum.dk senest mandag den 24. marts kl. 12.

Kortfilmsarrangementet “Mode, Arkitektur, Film”

Tid: Fredag d. 28. marts kl. 20.30-21.45
Sted: Pumpestationen, Ingerslevsgade 103, København V.
Tilmelding: Billetter kan bestilles på: pumpe@copenhagenarchitecturefestival.com
Pris: Billetter koster 80 kr.

Arrangementet afvikles i samarbejde med CIFF – Copenhagen Fashion Fair.

Festivalen Copenhagen Architecture Festival x Film 2014 løber fra d. 27.-30. marts.