Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Store virksomheder låner hippe designeres coolness

Modeverdenen boomer for tiden af samarbejder med andre brancher. De store samarbejder med de små, og der bliver sat nye standarder for, hvad der er muligt.
Modeverdenen boomer for tiden af samarbejder med andre brancher. De store samarbejder med de små, og der bliver sat nye standarder for, hvad der er muligt.

FashionForum bringer i disse uger i samarbejde med KEA Design/Business en række artikler skrevet af studerende på forløbet KEA Communication Design. De studerende har arbejdet med journalistisk mode- og trendkommunikation, og opgaven bestod i at identificere og afdække en trend, som efterfølgende skulle foldes ud i en artikel målrettet FashionForum – her er resultatet. 

Af Ditlev Fejerskov

Store danske virksomheder låner for tiden brandværdi hos de nye designere. Nu er det Carlsbergs tur til at forsøge at give deres brand en ekstra dimension. En ny mere hip og cool side.

Øl-giganten præsenterede for nylig et nyt samarbejde med herretøjsmærket Han Kjøbenhavn. To virksomheder med meget forskellig historie, DNA og image.

”Han Kjøbenhavn og de andre kreative folk skal hjælpe Carlsberg fra et old school look, til et nyt og mere trendy look,” siger Claus Hirsbro, National Service Director hos Carlsberg, til FashionForum.

De to grundlæggere af Han Kjøbenhavn Tim Faith Hancock og Jannik Wikkelsø Davidsen har designet etiketten til en ny limited edition-øl, som Carlsberg sender på gaden til maj.

”Han Kjøbenhavn er blevet rost mange steder for deres design, og de skal med en ny udgave af deres eget design skabe en mere trendy øl-indpakning,” udtaler Claus Hirsbro.

De dyre øl skal sælges

Han Kjøbenhavns design skal pryde Carlsbergs Premium øl, som prismæssigt ligger i den høje ende.

”Forbrugeren skal være villig til at betale den højere pris. Det sker ved, at de får fornemmelsen af, at indpakningen er lækker og moderne,” siger Claus Hirsbro om hovedessensen i det nye øl-design.

Carlsberg forsøger med den nye indpakning at give deres Premium-øl et mere high end-image, og øllene vil kun blive solgt i udvalgte københavnske caféer og natklubber.

Hvad får designerne ud af samarbejderne?

”Han Kjøbenhavn får en masse PR ud af samarbejdet. De kommer ud til alle cafeerne og natklubberne, og det nye design skal udover at give folk lyst til at drikke flere øl også sende dem en tur forbi Han Kjøbenhavns butik. Det er win-win for begge parter,” siger Claus Hirsbro.

Hos Han Kjøbenhavn glæder de sig også over samarbejdet; ”Vi er altid meget forsigtige med, hvilke samarbejder vi deltager i. Men vi har selv gode minder og historier knyttet til stunder med Carlsberg, så vi faldt for, at vi pludselig kunne få lov til at designe én af de flasker, som vi selv har stået med i hånden så mange gange,” udtaler Jannik Wikkelsø Davidsen til Bureaubiz.

Badesandaler og slik fra Haribo

Designeren David Andersen har efterhånden indgået i adskillige samarbejder udover modebranchens grænser. Han har bl.a. samarbejdet med Haribo, Peter Beier Chokolade og Søbogaard. Han har vist, at han ikke er bange for at afprøve nye og atypiske samarbejdskonstellationer, og er meget klar i mælet, når det kommer til, hvorfor han vælger af lave disse samarbejder.

”Først og fremmest skaber det et salg, som jo er det allervigtigste. Dernæst giver det PR – både hos vores kunder og hos vores samarbejdspartners kunder, som ikke givetvis er de samme,” siger David Andersen til FashionForum.

Det stopper ikke her med eksempler på designere, som indgår opsigtsvækkende samarbejder med større virksomheder. Senest har Stine Goya indgået et samarbejde med H2O, om en nyfortolkning af deres klassiske sandal.

”Jeg synes, at det var en sjov mulighed at få lov til at tilføre et touch af min stil til en klassisk dansk bestseller og samtidig give mit bud på den ’sandal-trend’, der er oppe i tiden netop nu,” siger Stine Goya til Eurowoman om samarbejdet med H2O.