Interaktive vinduer - Få kunder i butikken uden for åbningstid
Dagene, hvor butiksvinduer kun var udstillinger, der skulle lokke kunder ind i butikken, er for længst forbi. Nu skal butiksvinduet fungere som interaktiv indkøbsplatform, skriver Retail Blog.Der er én ting vinduesshopping mangler, og det er den faktiske shopping-del. Men det er der ifølge et blogindlæg fra Retail Institute of Scandinavia nu råd for. Den teknologiske udvikling muliggør nemlig at brands og butikker fremover kan forvandle butiksvinduerne til interaktive displays.
”Selve butiksvinduet bliver i stigende grad til en direkte salgskanal, hvor forbrugerne kan købe og prøve varer uden overhovedet at sætte ben i butikken,” skriver Retail Institute of Scandinavia på deres Retailblog.dk.
Interaktive butiksvinduer udvider butiksgrænser
Og det har en positiv indvirkning for butiksvinduet som salgskanal. Butikkens grænser udvides, og så omfatter den fysiske butik, i kraft af online teknologi ethvert rum, der er interessant at bruge. Det nedbryder grænserne mellem online og offline, som Retail Institute of Scandinavia selv formulerer det:
”Shopable windows” er et eksempel på detailhandelstrenden online/offline mashup, hvor detaillister giver forbrugerne chancen for at shoppe i et mix og match af det virtuelle og det virkelige.”
Vindueskiggeren kan shoppe i vinduet
Det er ifølge Retail Institute og Scandinavia teknologivirksomheden + rehabstudio, som tager butiksvinduer skridtet videre. De har udviklet det interaktive display, som helt konkret personaliserer skærmens indhold og købsmuligheder for ”vindueskiggeren”.
”Ved hjælp af et trådløst computernetværk, der indsamler data mellem forskellige enheder, som eksempelvis computere og smartphones kan displayet identificere folk via deres smartphone, når de kommer tæt på,” lyder forklaringen i blogindlægget.
Se herunder videoen, hvor det eksemplificeres, hvordan forbrugeren får direkte adgang til sortiment og produktinformation, såsom priser, størrelser og lagerbeholdninger, overføre varer til en virtuel shoppingkurv og i sidste ende selvfølgelig købe.
Kilde: Retailblog.dk