Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Modeugen indefra: Stine Goya

Et af de shows, som Stine Goya husker bedst, var et, hvor det begyndte at regne helt vildt. Men til trods for regnen, endte showet med at blive godt, og i dag er det ikke kun designeren, som husker det, men også publikum fra dengang.
Et af de shows, som Stine Goya husker bedst, var et, hvor det begyndte at regne helt vildt. Men til trods for regnen, endte showet med at blive godt, og i dag er det ikke kun designeren, som husker det, men også publikum fra dengang.

Copenhagen Fashion Week er over os, før vi ved det, og FashionForum tager pulsen på branchen forud for vinterens store begivenhed. Her er det designer Stine Goya for mærket af samme navn, der er i den varme stol og fortæller om det, at holde modeshow.

Hvad har inspireret dig til AW14-kollektionen?

Som altid kommer inspirationen til mine kollektioner mere eller mindre tilfældigt gennem ting, jeg ser og oplever, og som pludselig fanger mig.  AW14-kollektionen henter sin inspiration fra især 3 kilder;  Fra en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige billedhuggere den rumænske Constantin Brancusi, fra nutidskunstneren Ruby Sky Stiler og fra nogle fotos af rum og arkitektur med smukke farver og lys, som jeg tilfældigvis så i et magasin.

Og til showet?

Min shows skal hænge tæt sammen med mine kollektioner og derfor kommer inspirationen fra de samme kilder og fra det samme mood board.

Hvilke fordele er der ved at holde show?

Showet giver muligheden for at udfolde historien bag kollektionen i et rum, i en scenografi med lyd og lyseffekter, hvilket betyder kollosal meget for oplevelsen. Samtidigt laver vi jo showpieces hvor vi tydeliggør inspirationen og hele universet, og på den måde virkelig kan give kollektionen et stærkt udtryk. Og så elsker jeg, at der er publikum på, fordi du får så umiddelbar en reaktion på kollektionen.

Hvor mange styles består din kollektion af, og hvor af dem viser du ved showet?

Vores kollektioner er som regel mellem 70-90 styles og vi har som regel 35-40 sæt i vores show.

Hvad glæder du dig mest til ved at holde show?

At se resultatet af alle anstrengelserne live foran publikum.

Hvad frygter du mest?

At timing og flow i showet ikke bliver fuldstændig som man har drømt om og planlagt. Jeg er meget detaljeorienteret, og det hele skal helst være perfekt!

Hvilken erfaring har du gjort dig af at holde show?

Det er et stort arbejde og en lang proces, hvor du skal have styr på alle detaljer for at det bliver, som du har drømt om. Men måske mest af alt, at det kræver et godt team – og det har jeg heldigvis bag mig.

Hvad er dine bedste råd til showdebuttanterne?

Forberedelse, forberedelse og forberedelse. Og nok så vigtigt: Pas på omkostningerne.

Hvad er den største udfordring ved at holde show?

At få alle elementer til at gå op i en højere enhed, så det fortæller den historie og efterlader det indtryk, du ønsker hos publikum.

Hvad er din bedste/værste showanekdote?

Vi lavede udendørs show og så blev det voldsomt regnvejr, hvilket ikke helt var en del af planen. Men sjovt nok blev showet sindssygt godt, publikums respons var virkelig positiv, og så er det endt med at blive et af de shows mange folk virkelig kan huske fordi det var så vildt.

Hvilke detaljer bruger du mest tid på inden showet?

Jeg bruger tid på alle detaljer – det er nødvendigt for at opnå det resultat du vil.

Hvordan ser din showdag ud fra du vågner til du går i seng?

Den er forskellig fra show til show fordi vores shows, locations, scenografi mv skifter og giver forskellige udfordringer. Men generelt er min showdag altid ret travl med at få styr på de sidste detaljer.